Individualitet er den kvalitet, der er den mest iøjnefaldende egenskab ved menneskets sjæl. I forhold til dyrets sjæl har menneskets bevidsthed en langt større kapacitet og evnen til både at forstå sig selv, at manifestere sin individuelle vilje og at modsætte sig de instinktive kræfter. Sjælen er organiseret på en måde, hvor en følelse af ”jeg” kan dukke op, og det gør det muligt for et menneske i bevidstheden at være adskilt fra menneskeheden så at sige. Det er ikke tilfældet for dyre- og plantelivet. Dyrets instinkt er eksempelvis det, der stort set regulerer hele bevidstheden, og instinktet er i overensstemmelse med de arter, som dyret er en del af.

Instinktet er et dyrs medfødte reaktionsevne i forhold til artens gruppesjæl. Det er en gruppesjæl eller en kollektiv sjæl, der regulerer handlingerne − ikke en individuel sjæl. Derfor er det relevant at spørge − hvad så med det instinkt, der findes i mennesket? Det er korrekt, at mennesker nogle gange oplever en instinktiv reaktion på forskellige begivenheder i livet. Men det er egentligt ikke karakteristisk for et menneske. Tværtimod er det resterne af dyrets bevidsthed, der stadig er til stede i mennesket. Her er det vigtigt at forstå, at der er en afgørende forskel på instinkt og intuition, for de to bevidsthedstyper forveksles ofte med hinanden. Instinkt tilhører dyrets historie, mens intuition er en funktion i menneskets sjæl, og derfor er evnen guddommelig. Eksempelvis er tendensen til at indordne sig under den kollektive bevidsthed eller massebevidstheden forankret i flokinstinktet i menneskets fortid som dyr, mens den sansede intuition afslører enheden i alt i skabelsen, og erkendelsen stammer fra menneskets sjæl. Iflg. eksemplet kan man tro, at både instinkt og intuition har relation til den sansende skabning, men som det fremgår, er kilden ikke den samme.