Den egoiske lotus
I Østens tradition er kausallegemet afbildet som en lotus med ni kronblade, og hvert kronblad er forbundet med en bestemt åndelig kvalitet, som i tidens løb skal udvikles i menneskets liv. Kronbladene findes symbolsk i niveauer eller lag i kausallegemet. Hvert lag repræsenterer en kategori af egenskaber, som sjælen efterhånden skal udfolde i livet. I løbet af utallige inkarnationer udvikles kronbladenes forskellige lag, og de åbnes langsomt af sjælen. Efterhånden som sjælen udvikler sig, bliver den mere og mere i stand til at udtrykke sig i den ydre verden.
Her er en oversigt over kronbladenes forskellige funktioner inden i lotussen:
Ydre lag: Kundskabsbladene
Hvis kundskabsbladene er helt udfoldet, er sjælens kundskab og intelligens blevet brugbar i det ydre liv. Desuden betyder det, at sjælen har fået relativ kontrol over det fysiske plans tiltrækning − især når det drejer sig om den dyriske magnetisme og den seksuelle drift. Intelligent forståelse og brug af tiltrækningen begynder at være vigtigere end ubeherskede lidenskaber.
Mellemste lag: Kærlighedsbladene
Åbningen af kærlighedsbladene viser, at sjælen er i stand til at udtrykke ægte kærlighed. ”Behovet for at blive elsket” viger for evnen til at udtrykke ubetinget kærlighed. Bladene, når de er helt åbnet, viser, at sjælen har lært at arbejde på den rigtige måde med følelserne, for den er ikke længere styret af følelseslivet.
Midterste lag: Offerbladene
Når offerbladene begynder at åbne sig, bliver det åndelige offer aktivt i livet. Der opstår et dybt behov for at opgive alt det, der tilhører personligheden til fordel for de evige værdier. Når offerbladene er helt udfoldet, bliver det fuldkomne offer i forhold til den logoiske vilje det styrende princip i livet. Derudover har sjælen udviklet et relativt herredømme over tankesindet. Tankesindet er ikke længere i stand til at tænke tanker, der strider mod sjælens hensigt.
|