Åndsvidenskabelig litteratur oplyser, at for mange millioner af år siden skete der en stor begivenhed på Jorden, der kaldes individualiseringen. I den fjerne fortid skete der en kraftig indstrømning af lys til bevidsthedslivet, som antændte den mentale gnist i menneskets animalske former. På den måde begyndte udviklingen af menneskets bevidsthed. Lyset er relateret til Logos’ andet aspekt, som er sjælsaspektet. Sjælsaspektet kvalificerer, farver og adskiller åndens essentielle renhed. En af de måder, hvorpå menneskeheden manifesterer lysets differentiering, har været via åndelige og religiøse trosretninger, der er dukket op som en reaktion på menneskets behov. Måske stammer de første antydninger af tro fra iagttagelser af naturen med dens ebbe og flod og dens tiltagende og aftagende lys. De gamle kulter, som f.eks. Mithra-kulten[1] i Romerriget, og Mitra,[2] det hinduistiske modstykke, var hjørnestenen i soltilbedelsen − især ved jævndøgns- og solhvervspunkterne i den årlige cyklus. Nøglepunkterne i naturens og årets cyklus falder sammen med sjælens cykliske udvikling.

Mithraisme blev den førende religion i det sene Romerrige,
og Mithra blev kaldt “Sol Invictus” – “den sejrende sol”.

Når Solen i sin majestæt synker under horisonten og forsvinder ud af syne hver aften, åbenbares en anden type lys, der kan minde om det fineste filigran. Mennesket i de gamle civilisationer var optaget af at afdække mysterierne, der var forbundet med nattehimlens sølvfarvede lys. Deres undersøgelser blev formuleret som myter, og dermed kunne himlen afsløre sine gåder. Det siges, at hele menneskehedens historie kan afdækkes fra de historier, der ligger skjult i de enkle myter.

_________________________________

[1] Mithra er en gammel iransk gud, og iranerne kaldte Solen for Mithra.

[2] Mitra er en vedisk guddom for lys og venskab, som var forbundet med Varuna.

_________________________________