I den gamle lærdom blev ord for lys ofte forstået som synonymt med ordet for Gud. Lyset eller Gud blev derfor præsenteret for og forstået af menneskeheden i både den transcendente og immanente form. Menneskeheden har altid haft lysbringere. De kom for at afsløre den transcendente virkelighed i en form, der var tilpasset tidens behov og betingelser. Lærerne underviste og viste via deres liv, hvordan lyset kan kontaktes. De viste, hvordan lyset kan komme til udtrykt i dagliglivets smeltedigel. Derefter opstod der tankeskoler − filosofiske og religiøse. I de følgende århundreder dukkede de op i forskellige centre overalt i verden − i Europa, Persien, Egypten, Indien og Tibet – og hver skole bidrog til en energihvirvel, som åndeligt søgende blev tiltrukket af i deres søgen efter lys. Undervisningen gik fra mester til discipel ved hjælp af et strengt system, der bestod af mentale og moralske discipliner, som skabte enorm udvikling hos de få udvalgte.

Den oplyste vismand Patanjali (billedet th.), som iflg. nogle kilder levede så langt tilbage som 10.000 f.Kr., var den første, der nedskrev den yogiske traditions mundtlige lære. Tidligere var den i århundreder blevet overført mundtligt fra generation til generation for at hjælpe menneskeheden med at søge lyset. Senere – ca. 1500 f.Kr. − begyndte den vediske litteratur at dukke op, og den skabte grundlag for den hinduistiske religion.