|
|||
Niveau : Begynder Du er her : Esoterisk Visdom » GRUNDVIDEN » Esoterisk psykologi » Reinkarnation Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | næste Relaterede artikler : TROEDE DE GAMLE EGYPTERE PÅ REINKARNATION? (Begynder) REINKARNATION & KRISTENDOM (Begynder) |
|||
|
|||
Reinkarnationi egypternes opfattelse
Guden Osiris' ofte sorte ansigt symboliserede genfødsel
I Egypten ansås mennesket for både at være skabt af guderne og dermed at nedstamme fra dem − og derfor havde de også en gnist af det guddommelige i sig − sjælen, som bevares gennem reinkarnation. Derved blev læren om døden en særlig videnskab − døden som en nøgle til livet. Da reinkarnationsidéen var almindelig kendt i visse former i Egypten − f.eks. som at livet genfødes på samme måde som Solen genopstår hver dag − var det som en livsformel: Den evige tilblivelse. Egypterne ønskede efter døden at blive ligesom guden Osiris, og tilmed, når de nåede underverdenen, at blive forenet med ham. De afdøde identificeredes med Osiris, og de blev ofte endda direkte kaldt Osiris. Egypterne mente, at alt kunne komme til live igen og igen − så hver ny menneskekrop blev besøgt og beboet af ba, 'sjælen'. I de mangfoldige egyptiske tekster om døden omtales reinkarnation ikke konkret ud fra en nutidig klar definition af emnet. Mange idéer har i øvrigt tilhørt de hemmelige lærdomme i kulterne, og har siden hen har de været kendt fra den tilhørende filosofi bag Osiris-læren − nemlig mysterielæren om Osiris' genfødsel, der var forbillede for læren. Inden for kristendommens første århundreder skrev kirkefaderen, biskop Synesius i sit værk Forsynets Traktat, at der dengang stadig eksisterede egyptiske traditioner med "instrukser fra Osiris, der lærte om menneskets periodiske genfødsel". Til bestemte ceremonielle formål farvede man de egyptiske kongers hud sort på nogle afbildninger og statuer − på samme måde som Osiris' ofte var farvet. Nilens utroligt frugtbare sorte slam, hvor alt gror igen og igen, blev af egypternes kaldt 'kemt', der betyder 'sort', og denne betegnelse blev navnet på deres land og det var visuelt et f-tegn for genfødsel. (Alkymi − som i oldtiden var tilknyttet aktiviteter for Ptah − ses bl.a. senere omtalt som udover guldet, at hjælpe til evigt liv: Selve ordet stammer fra arabisk al khem, 'fra Egypten'). Guden Ptah, som bidrager til at forme det, der skabes, ses selv afbildet − på samme måde som Osiris ofte er det − indsvøbt som en mumie. Mumificering af afdøde konger blev betragtet som yderst vigtig for at skabe en god fase til overgangen fra det nuværende liv. Egypterne blev ret fikseret på kroppen, der helst skulle balsameres − og det havde de deres særlige grunde til, for "ellers var det meget svært at fortsætte i den anden verden". Selvom den senere kristne kirke ikke praktiserede mumificering, har den alligevel bevaret enkelte reminiscenser fra det egyptiske mumificeringsritual i den kristne begravelsesceremoni. Tilapia-fisken, der tager sin yngel i munden og spytter dem uskadt ud igen, blev et af de mange egyptiske billeder for genfødsel. Det kan have påvirket valget af de oldkristnes fiskesymbol, der er dannet af græske forbogstaver til en af Jesus' titler. Et andet egyptisk billedudtryk for genfødsel var en boomerang, der vender tilbage igen og igen, og det er forbundet med en myte om Osiris. Et tredje billede var − ligesom i Indien − lotusblomsten, som solguden var født af. Lotus, der vokser igen og igen fra søbundens sorte frugtbare mudder op gennem vandet og søger lyset, hvor den over overfladen kan folde hele sin blomsterpragt ud i Solens stråler. I oldtidens berømte værk Corpus Hermeticum, som man regner med er forfattet af den såkaldte Hermes Trismegistus ('den tredobbelt store Hermes' − den egyptiske visdomsgud Thoth), findes der mange egyptiske tekster. I dette værk betyder reinkarnation[1], at "intet af det værende går til grunde, og at man tager fejl, når man kalder forandringer for undergang og død". Desuden findes værkets Traktat 10 om nøgler til forståelse af reinkarnationen, og Traktat 13 om genfødsel − samt i kapitlet Asklepios afsnit 41 der omtaler:
"… forskellen mellem genfødsler … består i forskel på legemer, og opløsningen af legemet vil betyde velfærd og lykke som før …".
Senere blev værket − efter tusind år næsten glemt i Europa − genfundet i større helhed og genintroduceret i renæssancen. Her fortolkede begejstrede tilhængere, at "modsat den ugudelige (men dog af kirken autoriserede) Aristoteles, forkyndte egypterne og Hermes sjælens udødelighed".
_________________________________ [1] Jf. især Traktat 7 _________________________________ |
|||
Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | næste | |||
"Artikler på Visdomsnettet.dk udtrykker ikke nødvendigvis VisdomsNettets holdninger, men er alene forfatterens.” ”Denne artikel må distribueres videre over Internettet og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse." |