Med kristendommens ubetingede nødvendighed af nåden − der kan bruges som middel mod ophobet skyld, dvs. karmabegrebet udtrykt på en anden måde − indgår i realiteten kirkens gamle forbindelse til den del af den oprindelige kristendom, der også rummede reinkarnationsbegrebet.

I kirken blev erkendelse ved skrifte indført som hjælp til aflastning af synder. Selve konceptet med skrifte og skriftestol kendes fra egyptiske templer.

Senere blev bodspengene en stor forretning for den katolske kirke, da den indførte den praksis, at man på forhånd kunne købe aflad før døden for at reducere mængden af ophobet synd og herved afkorte tiden i skærsilden i Helvede. Dog var anger altid en betingelse − ellers var pengene spildt.

Senere blev Helvede det sted, som bl.a. kristendommen benyttede til afstraffelse for afdøde menneskers synder. I kirkens version er modellen til Helvede taget fra den græske tradition − og omtalt f.eks. hos Platon i 400-tallet f.Kr.

Platon – tilhænger af reinkarnationsidéen

I kirken overlevede nogle iøjnefaldende rester fra reinkarnationens karmalære, og det blev efterhånden ikke forstået i sit grundbegreb.

F.eks. ses idéen om "medfødt karma" i kirkens udlægning − hvor begrebet "ansvar" jævnligt forveksledes med begrebet "skyld" − at blive til kirkens velkendte tyngende syndsbegreb − navnlig med idéer om at alle var født totalt ufrie, for de medbragte en medfødt "arvesynd".

Kirken prædikede "verdens undergang" − dvs. ingen reinkarnation. Og idet kirken, lige fra den i 300-tallet fik statsreligionslignende status, blev stærkt involveret i den verdslige lovgivning, forvirredes skyldsbegrebet ved at blande det med det juridiske skyldsbegreb.

Begrebet nemesis eller endda "instant karma" kendtes i kristne og andre religioner, i græsk mytologi og nordiske sagaer, der alle kendte til endnu en faktor i forbindelse med karma-idéen: Skæbnetro. I den gamle græske opfattelse havde ethvert menneske krav på den skæbne, som retfærdigheden præcis afmålte til den pågældende.

Den evindelige strid om fast skæbne kontra fri vilje var reelt overflødig, men den fortsatte, fordi man glemte, at oprindelig mente man, at netop karmaen formede "skæbnes" rammer − som individuelt var enten vide eller snævre − og som den frie vilje kunne udfolde sig inden for.

Men kirken − der tidligt tjente penge på syndsforladelse − undsagde ofte den frie vilje, for man accepterede udelukkende Guds forsyn. Jf. senere også udbryderen Jean Calvins teologi med en tung tro på altings helt faste forudbestemthed.

Den vesterlandske kirkes fædre var gået ind for både en platonisk inspireret idé om fri vilje og for arvesynden. Men Augustin, der var den førende teolog, gik imod den hidtidige tradition og udlagde Bibelens syndefaldsberetning som en dokumentation for "menneskets i bund og grund fordærvede natur".

En irsk munk og tænker skrev i 800-tallet om "prædestinationen", hvorved Gud havde forudbestemt, hvem der skulle frelses. (Her er associationer til nutidige sekters lære om "de udvalgte" til frelsen).

Det betragtede kirken − ligesom ved sin afvisning af reinkarnationsidéen − også som en fare for sin hedningemission. Mange ville tro, at omvendelse ikke kunne betale sig, hvis de alligevel var forudbestemt til fortabelse.