I de græske mysterier fik neofytterne adgang til en speciel religiøs tradition, hvor de skulle igennem en forberedende prøve for at vurdere deres egnethed til optagelse i et åndeligt liv. På næste trin skulle den såkaldte adept (mester) gennem intensive studier i mysterieskolernes pensum. Og endelig i det sidste trin havde den indviede erhvervet en position som lærer med tilladelse til åbent at undervise i mysterierne. Hele systemet blev gjort let tilgængelig af en procedure, der lagde vægt på moralsk levemåde og åndelige dyder. Men som tiden gik degenererede systemet. Det kom mere og mere under politikernes kontrol og blev et elitært system, der var forbeholdt de rige og toneangivende familier.

I den græsk-romerske verden opstod der for første gang en social klassedeling alene ud fra en skelnen mellem de indviede og de ikke-indviede, og denne fordom skabte skel, som den dag i dag formørker opfattelsen af det religiøse liv i de gamle kulturer. I hundredvis af bøger, der omhandler Egyptens religion, møder man forfattere, der stædigt påstår, at der fandtes "offentlig gudsdyrkelse" og "kulter med almindelige mennesker", som var besat af "primitive ideer", og disse menige egyptere levede klart adskilt fra de rige, de kongelige og de "højt indviede", som var i besiddelse af mere "ophøjede livsopfattelser".

I det gamle Egypten findes der ingen referencer til bestemte samfundsgruppers åndelige status. I Corpus Hermeticum omtales en tredeling af livet fra det fysiske til det kosmiske, og denne ide gennemsyrer hele den egyptiske kosmologi. Andre skrifter omtaler syv verdener i den kosmiske manifestation. I åndsvidenskaben kendes livets tredeling fra åndens (monadens), sjælens og personlighedens eksistensniveauer. Og syvdelingen er grundlaget for forståelsen af hele skabelses- og evolutionsprocessen. Men disse opdelinger har intet at gøre med social status eller politisk magt.

De neofytter, der var værdige til at blive optaget i mysterierne, meldte sig ikke længere, og mange ritualer blev forvandlet til tomme ritualer til ære for kongelige og herskere. Noget at kraften var stadigvæk til stede, men hverken de officielle personer eller de indviede var tilstrækkeligt involveret til at nyde godt af dem.

Optegnelser og billeder af de ritualer, som stadig eksisterer, er i stor udstrækning formelle erkendelser udformet af regenterne til deres egen ære og for at få indflydelse på folket. Det blev stadigvæk betragtet som et stort privilegium og tegn på høj evolutionær status at være en indviet, men i de fleste tilfælde var indvielsen bare en formalitet. Kejserne og militærets ledere, som modtog privilegierne, var langt fra værdige i den periode, hvor Rom herskede over Egypten.