En verden af livskraft bag formerne
Naturånderne fungerer primært på astralplanet. Her lever de i en vital følelsespræget verden. Hele deres tilværelse er præget af leg og bekymringsløs livsglæde. Negative følelser er stort set fraværende, selvom kortvarig jalousi og frygt kan forekomme. De er fascineret af børn og af alt ungt, glædeligt og bekymringsløst. I modsætning til dyr og mennesker på det fysiske plan er naturånderne fri for det fysiske legemes besvær og lidelser − og ikke mindst for den bekymring og det arbejde, der er knyttet til kampen for at overleve.
Mens dyr og mennesker lever i en formverden, hvor fødsel og død er dramatiske hændelser, så lever naturånderne i en verden af livskraft bag formerne. Generelt set er naturåndernes opgave forbundet med at overføre vitalitet og magnetisme, som de selv har absorberet fra Solen, til det element, de arbejder med. "Arbejdet" opleves som en ekstatisk tilstand. Devaerne styrer naturånderne og overvåger deres arbejde. Devaerne fungerer generelt som naturens "skytsengle" og indgår i et stort hierarki, hvor den enkelte deva på basis af sin hierarkiske placering kan have ansvar for alt fra et enkelt træ til en park, et fjeld, landskaber og endog nationer.
Naturåndernes organismer er stofligt set finere end gas, og det er lettest at beskrive dem som et energimønster med enkelte centrale chakralignende energistrukturer. De har karakteristiske ansigtstræk. Fordi de ikke spiser, har de ikke noget fordøjelsessystem. De har heller ikke et skelet, muskler eller sener. Dora van Gelder Kunz bekræfter, at ingen af naturånderne er kønsdifferentierede, men at de forskellige typer opleves som mere eller mindre maskuline eller feminine af karakter og udseende. Det er sjældent, at deres legemer har menneskelige proportioner. De kan nemt skifte form, farve og legemsstørrelse i en periode, hvis de ønsker det.
|