Plutarchs Osiris-legende
Plutarch[1] har en lidt anden version af Osiris-legenden. Plutarch døde ca. år 127 e.Kr., men da han har hentet informationer fra pyramideteksterne fra ca. 2300 f.Kr., er man alligevel i kontakt med den originale legende. Plutarch skrev:
Da Isis fandt kisten med Osiris’ lig, bragte hun den tilbage til Egypten og gemte den på et hemmeligt sted. Men Seth, som en nat var på jagt i måneskinnet, fandt uheldigvis kisten. Han genkendte Osiris’ lig, huggede det i 14 stykker, og spredte dem ud over hele landet. Da Isis hørte om dette, drog hun ud for at lede efter de 14 stykker. På hvert sted, hvor hun fandt en legemsdel, indrettede hun en grav. En legemsdel kunne hun imidlertid ikke finde. Det var Osiris’ penis, for den var kastet i floden og spist af fiskene. Isis fremstillede derfor en kopi af Osiris’ penis og indviede den.
Da Isis fandt den druknede Osiris i kisten, omfavnede hun ham og bragte ham derved et øjeblik til live igen. Hun lagde sig ovenpå ham og undfangede Horus, som hun fødte skjult i papyrussumpen af frygt for Seth.
Isis forvandlede sig til en falk, sænkede sig ned over Osiris’ penis og blev befrugtet af den døde Osiris. Relief i Osiris-templet i Abydos.
_________________________________
[1] Plutarch var en græsk forfatter, der levede ca. 46- 127 e.Kr. Han er født i den boiotiske by Chaironeia, og han skrev biografier og filosofiske essays.
_________________________________
|