Indvielsesdåb
Mysterielæren var dengang den allerhelligste skat mennesker kunne modtage og videregive til deres efterkommere – naturligvis under forudsætning af at de var værdige arvtagere. I princippet kunne alle søge om optagelse i mysterieskolerne, men adgangsprøverne var hårde, og mange opgav inden de egentlige indvielser kunne begynde. Til gengæld er det klart, at åbenbaringen af indvielsernes mysteriedoktriner til værdige kandidater resulterede i markante forvandlinger i livet hos de mennesker, der med succes bestod indvielsernes prøver. Åndeligt set var disse mennesker totalt forandrede.
De "dobbeltfødte"
Disse kendsgerninger kan man få bekræftet i alle de gamle religioner og filosofiske systemer, forudsat at man studerer dem med åbent sind, detaljeret og i dybden. Indvielserne omtales altid som "en ny fødsel" eller "en fødsel ind i sandheden", for processerne var i sandhed en åndelig og intellektuel genfødsel af sjælskontakten i mennesket. Dermed var de også en fødsel ind i en højere og renene selvbevidsthed, og derfor kaldte man disse mennesker for "indviede" eller "de genfødte". I Indien kaldte man de genfødte for "dvija" – et sanskritord, der betyder "dobbeltfødt". I Egypten kaldte man de dobbeltfødte for "Solens sønner" eller "den dobbelte Horus". Betegnelsen viser, at efter indvielsen var mennesket ikke det samme som før indvielsen. Der var tale om et nyt og forandret menneske, og indvielsen kunne derfor sammenlignes med reinkarnationsprocessen, men i dette tilfælde skete genfødslen i samme liv.
Indvielsernes grader og prøver kan opdeles på mange måder, men grundlæggende var der syv (og i visse tilfælde ti) indvielsesgrader. Af disse syv grader indebar de tre udelukkende forberedende undervisning og opøvelse af fysisk og mental disciplin. Grækerne kaldte denne fase for "katarsis" eller "renselse".
|