Når en neofyt var tilstrækkelig "ren", disciplineret og mentalt og åndeligt afklaret, blev neofytten ført ind i den fjerde grad, som kun delvis bestod af undervisning, men primært indeholdt en mere direkte erkendelse af de gamle mysterier om menneskets og Universets opbygning og processer. Ordet undervisning skal ikke forstås som nutidens teoretiske indlæring, hvor undervisning i store træk går ud på at læse og huske, hvad andre (f.eks. naturvidenskabens forskere) har erkendt. I mysterieskolerne var sandheden ikke noget, man kunne lære − det var noget, man kunne blive. Sandheden fandtes ikke uden for mennesket, men inde i mennesket.

I det gamle Egypten drejede det sig om erkendelse via individuelle førstehåndsoplevelser. Neofytterne fik derfor ikke kun teoretisk undervisning i principper og bevidsthedstilstande på de indre eksistensplaner. I stedet fik neofytterne en kontrolleret ud-af-kroppen oplevelse, som resulterede i en direkte oplevelse af livets indre dimensioner. Nutidens undervisning er reelt et trossystem, for det er baseret på, at eleverne skal tro på kilderne til de oplysninger, de modtager i undervisningen, og dermed er der reelt tale om en form for religion. I datidens undervisning kunne neofytterne sige "jeg ved", for der var tale om erkendelse gennem direkte oplevelse.

Neofyttens individuelle bevidsthed blev under indvielsesprocessen ført ind på de indre bevidsthedsplaner − ikke alene for at opleve dem eller lære dem at kende, men for at identificere sig med disse bevidsthedstilstande ud fra erkendelsen af, at et menneske reelt kun forstår de ting, som det fuldt ud identificerer sig med. Herefter var livets indre dimensioner ikke en teori men en kendsgerning for den indviede.

Efter fjerde grad kunne den indviede fortsætte gennem de højere grader – femte, sjette og syvende. Disse grader indebar også undervisning, men efterhånden som den indviede udviklede sig (og undervejs blev der ydet stadig større støtte og hjælp til denne avancerede udvikling) udfoldede den indviede stadig større kræfter og evner til at trænge ind bag "Isis’ slør" − dvs. verdens blændværk og illusioner. Når neofytten havde bestået den syvende og sidste indvielse, blev den indviede det, man i åndsvidenskabelige kredse kalder en "mahatma" – en mester.