Hvad er bevidsthed?
Foreløbig er der kun gjort forsøg på at besvare spørgsmålet: Hvordan opstår bevidsthed. Der er stadig ikke givet et svar på spørgsmålet: Hvad er bevidsthed? Ved hjælp af åndsvidenskaben kan der gives mere detaljerede oplysninger om emnet. Åndsvidenskaben oplyser, at der indgår tre aspekter i enhver sanse- eller bevidsthedsproces:
- Den, der opfatter
- Selve opfattelsen
- Det, der opfattes
Det første aspekt er indlysende, for hvis noget opfattes − eksempelvis en fysisk genstand − må der naturligvis være et levende væsen − et "jeg" − der opfatter genstanden. Derfor vil iagttageren opleve, at "jeg opfatter". Derfor siger man "jeg tænker" og "jeg føler" − og ikke "jeg tanke" eller "jeg følelse". Selv i den almindelige talemåde erkendes det, at der er en indre instans − et "jeg" − der tænker og føler. Og ethvert levende væsen vil have samme opfattelse af at være "den, der opfatter".
Mange tror, at punkterne 2. og 3. er identiske, eller at der blot er tale om ét aspekt, for når man iagttager en fysisk genstand, konkluderer man automatisk, at der for øjnene af iagttageren faktisk befinder sig en genstand, som nøjagtig har de kendetegn, som sanserne opfatter. Det er imidlertid ikke korrekt, for i virkeligheden har man ikke gjort andet end at danne et billede af genstanden i bevidstheden. Og sandheden er, at ingen har sikker viden om den genstand, der skaber billedet.
|