Alkymi kendtes langt tilbage i fortiden
Men kendte man virkelig til alkymi på Moses' tid for 3.500 år siden? Ja! Alkymi kendtes meget længere tilbage. Alkymi har været kendt lige så længe, som man har kunnet smelte metaller.
I Bibelen hos "Job", "Esajas" og "Malakias" m.fl. læses alkymistiske udtryk. I "Daniels Bog" (2,31-33) tydes en drøm, som den babyloniske kong Nebukadnesar havde, hvor et stærkt betydningsladet motiv var en mand, der bestod af guld, sølv, kobber, jern og ler(jord).
I alkymitraditionen kaldes Abraham den "første store alkymist" − og Moses' såkaldte "søster" Miriam den første kvindelige alkymist. Hun beskrives som om hun har været en berømt jødisk alkymist i Egyptens hovedby Alexandria i den ptolemæiske periode (fra 313 f.Kr.), en tid med stor interesse for magi og alkymi, og hvor specielt den 1.400 år ældre Moses' navn blev påkaldt med magiske amuletter og citeret i magiske papyrustekster af jødiske og ikke-jødiske lærde.
Alkymi blev opfattet ikke alene som processer til at fremstille guld, for blandt de indviede blev det ædle metal ofte blot betragtet som et signifikant biprodukt − mens selve forløbet var beregnet til at fungere som hjælpende parallelproces for "bevidsthedsmæssig alkymistisk" renselse og forædling hos den, der personligt arbejdede seriøst med processen.
En dybere viden om bl.a. disse forhold kunne opfattes bag "Egyptens visdomsguld". Og det omtalte guldstøv kendes fra alkymistens "opus", dvs. personens fortløbende værk, en proces hvori − efter albedo-fasen med sølvet − guldstøv optræder i værkets sidste og højeste fase, rubedo.
Dette guldstøv kaldtes i alkymien også for (guld)panacea, som mentes at være et universalmiddel, der kunne kurere alle sygdomme og oven i købet forlænge livet uendeligt meget − især når guldet blev gjort drikkeligt (aurum potabile).[1]
_________________________________
[1] Aurum potabile, (latin: drikkeligt guld), guldklorid opløst i æter − hos alkymisterne en guldopløsning.
_________________________________
|