Hvordan skal det forstås?

Sanseimpulser, der opfattes via synet, hørelsen, føle-, smags- eller lugtesansen, løber fra det fysiske legeme gennem astrallegemet (følelseslegemet) til mentallegemet (tankelegemet), hvor de koordineres til en helhed, på samme måde som en akkord i musikken indeholder flere toner. Det er denne funktion, der er mentallegemets specielle opgave. Mentallegemet modtager forskellige impulser og samler dem til én. Det samler mange indtryk til én oplevelse, én tanke, én sammensat helhed.

Hvordan skal man forstå denne lidt komplekse reaktion, når en impuls har bevæget sig indad og skabt en forandring i bevidstheden? På vej udad skaber forandringen vibrationer i legemerne, som reproducerer de samme vibrationer, som impulserne skabte på vej ind − og i hvert legeme viser forandringen sig nu i en svagere udgave. Den er ikke så stærk og vital, som da den strømmede fra det fysiske til det astrale og fra det astrale til det mentale legeme. Den viser sig i mentallegemet i en svagere form som en kopi af det, der blev sendt indad af mentallegemet, men med svagere vibration. Når sjælen modtager en ”reaktion” fra mentallegemet (for når en vibration rammer legemerne, vil den skabe en reaktion), er reaktionen langt svagere end den oprindelige ”aktion”, og derfor vil den opleves som mindre ”virkelig”. Den skaber en mindre forandring i bevidstheden, og denne reduktion medfører uundgåeligt en mindre ”virkelig” oplevelse.

Så længe bevidstheden endnu ikke er tilstrækkelig udviklet til at kunne opfatte indtryk, der ikke kommer igennem med de fysiske impulsers styrke, er den reelt i nærmere kontakt med det fysiske legeme end med noget andet legeme, og der vil ikke være erindringer af ideer, men kun af sanseindtryk − det vil sige billeder af ydre genstande og billeder, der dannes af hjernens vibrationer, og som reproducerer sig selv i det astrale og mentale stof. Disse billeder i mentalt stof er lige så konkrete som billeder på øjets nethinde. Man kan sige, at bevidstheden opfatter eller ”ser” dem, fordi øjets syn kun er en lille del af hele opfattelsesprocessen.

Efterhånden som bevidstheden trækker sig væk fra det fysiske legeme og i højere grad vender opmærksomheden mod ændringerne i de indre legemer, ser den disse billeder af sin egen udadgående reaktion gennem astrallegemet − og det er erindringen af sanseindtryk. Billedet viser sig i hjernen som en følge af reaktionen fra bevidsthedsændringen og opleves dér.

Denne oplevelse viser, at bevidstheden for en stor del har trukket sig tilbage fra det fysiske til det astrale legeme og fungerer nu herfra. På nuværende tidspunkt fungerer den menneskelige bevidsthed i astrallegemet og er derfor fuld af erindringer, fordi disse erindringer er reproduktioner i den fysiske hjerne af tidligere billeder fremkaldt af reaktioner fra bevidstheden.

Det centrale spørgsmål er nu: Hvad er hukommelse? Afkastningen af legemerne mellem død og genfødsel (reinkarnation) sætter en stopper for legemernes automatik − det vil sige for deres evne til at reagere på vibrationer magen til dem, de tidligere oplevede. De reagerende cellegrupper er opløst, og alt hvad der er tilbage, er kimen til fremtidige reaktioner oplagret i de permanente atomer. (Permanente atomer er små kraftcentre, som er centre for opbyggelse af former og legemer. De er punkter af atomart stof, som bevares permanent af ånden (monaden) gennem hele manifestationsperioden. Det fysiske, astrale og mentale permanente atom er de energicentre, der ved det fysiske, astrale og mentale legemes død bliver tilbage, og som en slags chip opbevarer al erindring, alle evner og alle karaktertræk ved legemet. Det permanente atom er forbundet ved en magnetisk ”tråd” af buddhisk stof, og det ”opbevares”, indtil sjælen næste gang sender personligheden i inkarnation. Personlighedens legemer opbygges omkring og efter disse atomers vibration. Den nye inkarnation begynder derfor med de samme karaktertræk, som den tidligere inkarnation sluttede med).

Hvor svag reaktionen er i forhold til den nye automatik, der etableres i legemernes stofmasse af nye oplevelser i den ydre verden, kan ses af manglen på erindring af tidligere liv. Det eneste, de permanente atomer i virkeligheden kan, er at reagere med større lethed på impulser, der svarer til dem, de tidligere har oplevet, frem for på dem, de udsættes for for første gang. Cellernes eller cellegruppernes erindring forsvinder ved døden og kan ikke genetableres i sin oprindelige form. Men hvor opbevares erindringen så?

Svaret er enkelt: Hukommelsen er ikke nogen evne, og den bevares ikke i mennesket. Den er ikke en egenskab i bevidstheden, og der opbevares ingen erindring af begivenheder i den individuelle bevidsthed, men enhver begivenhed er til stede i den universelle bevidsthed. Alt, hvad der sker i Universet − fortid, nutid og fremtid − findes hele tiden i denne universelle eller altomfattende bevidsthed − i det ”evige nu”. Fra Universets begyndelse til Universets slutning, fra dets solopgang til dets solnedgang, er alting evigt til stede − evigt eksisterende. I dette hav af ideer findes alting.