Kontemplationsstadiet er den tilstand, man i yogatraditionen kalder ”samadhi”. Men hvordan beskriver man en ubeskrivelig tilstand? Fra alle kompetente kilder hører man, at bevidstheden i dette stadie er trådt ind i en dimension, hvor brugen af ord, uanset hvor velvalgte de er, kun vil reducere eller forvrænge, hvad denne høje bevidsthedstilstand reelt er. Nogen forsøger det alligevel, og deres beskrivelser vil ofte være præget af følelser og emotioner. Det kontemplative stadie er imidlertid højt hævet over enhver følelsesmæssig oplevelse, og selvom man hører stærke ord som ”intens lykke” eller ”ekstase”, der i sin natur er udtryk for en følelsesmæssig tilstand, er det en bleg frase i forhold til den mystiske erfaring, der opstår gennem identifikation med den iboende guddom.

I kontemplation eller samadhi har den mediterende trukket sig helt tilbage fra personligheden og er uimodtagelig for vibrationer og indtryk fra den ydre verdens fænomener. I kontemplation træder man ind i sjælens bevidsthed og hviler i guddommelig ophøjet ro. I denne tilstand er man bevidst til stede i sjælens egen verden, og bevidstheden er rettet mod livet i sjælens egen verden − kausalplanet. Man opdager, at man ikke har en sjæl, men at man er en sjæl, og at man hele tiden har været sjælen. Man indser, at adskillelsen har været en illusion. Det er derfor ikke den mediterendes personlighed, der kontemplerer. Det er sjælen. Sjælen er på sit eget plan ét med andre sjæle. Det betyder, at som sjæl vil man opleve sig selv som et ”vi” mere end som et ”jeg” − dog uden tab af individualiteten.

Sjælen er således gruppebevidst. Sjælen er derfor fokuseret i tre retninger − mod gruppebevidsthed på sit eget plan, selvbevidsthed på personlighedens plan og gudsbevidsthed på åndens plan.

Under meditation forsøger man at overføre intuitive indtryk fra sjælens verden til den fysiske hjerne − altså fra sjælen til personligheden. Under kontemplation kontaktes intuitive indtryk fra endnu højere instanser, for sjælen har desuden sin opmærksomhed rettet mod nye og højere erkendelsesområder i åndens verden. Indtryk fra de åndelige dimensioner bliver på samme måde overført til den fysiske hjerne …

− for det er menneskets opgave at forene

den åndelige, den sjælelige og den fysiske verden.