Maya – fasthedens illusion
Det skal ikke forstås sådan, at selve stoffet er en illusion, men at stoffets fasthed er en illusion. Det er det begreb, man i Østen har kaldt “maya”, og her lærer man, at stoffets fasthed er et sansebedrag.
Når man i Østen siger at stoffet er en illusion (maya), mener man ikke, at en dør for eksempel ikke er virkelig. Døren er der naturligvis, men dens fasthed er en illusion. Det er let at give et eksempel på denne illusion. Hvem har ikke prøvet at stå og se ud over et landskab en klar og skyfri solskinsdag? I det fjerne ser man de blånende bakker. Øjet fortæller, at bakkerne er blå. Men hvis man springer på cyklen og kører ud til bakkerne, vil man opdage, at de overhovedet ikke er blå. De så bare blå ud på grund af luftmolekylernes samspil med sollysets elektromagnetiske bølger. Den blå farve forsvinder, fordi man er gået tættere på bakkerne. Eller sagt på en anden måde − den blå farve forsvinder, fordi man har reduceret det rum, stoffet bevæger sig i. Der bliver mindre luft og færre molekyler at se igennem.
På samme måde som luften, er en dør også en samling af atomer og molekyler. Dørens atomer og molekyler er bare mere sammenpakkede end luftens. Hvis man går tættere på døren − på samme måde som man nærmede sig de blånende bakker − vil man opdage, at tætheden reduceres. Til sidst vil man være så tæt på, at døren forsvinder. Dørens tæthed viser sig at være en illusion.
Stoffet – som noget, der optager plads i rummet – er noget essentielt og substantielt, som hverken kan eller skal forklares yderligere. Det er noget, man tværtimod kan og skal bruge som grundlag til at forklare alt andet med.
Ikke en maskine men et netværk af energi
Efter forskernes opdagelse af stoffets illusion, var det nødvendigt at beskrive verden på en ny måde. Man var reelt nødt til at forlade ideen om maskinen og de stoflige bestanddele, og i stedet sagde man nu, at verden er et netværk af energilinjer og energifelter, som griber ind i hinanden.
Man kan også sige, at verden er en stor organisk helhed, hvor alt er forbundet med hinanden. Men hvordan udtrykker fysikerne selv disse nye opdagelser og erkendelser. Det første citat stammer fra den kendte amerikanske fysiker David Bohm. Han siger sådan:
“Man får en forestilling om en ubrudt helhed, som er en forkastelse af den klassiske tanke om, at verden kan forklares helt ned til adskilte og selvstændige eksisterende dele. Man har forkastet den sædvanlige klassiske forestilling om, at verdens selvstændige elementardele er den fundamentale virkelighed. Man burde hellere sige, at den uadskillelige indbyrdes kvanteforbundethed i hele Universet er den fundamentale virkelighed”.
David Bohm
Det er én måde at sige det på. Det kan lyde lidt teknisk og kompliceret, men mon ikke budskabet er nogenlunde klart?
|