Clairvoyante fremsætter ikke en ide for derefter at underbygge den med bevismateriale, sådan som naturvidenskabens forskere gør det. Clairvoyante ser den ikke-fysiske verden, og de nedskriver simpelthen, hvad de har iagttaget. Om man er parat til at acceptere deres iagttagelser, som ofte strider stærkt imod den materialistiske opfattelse af tilværelsen, er et helt andet spørgsmål. Det kan man kun afgøre gennem indre erkendelse. Problemet er, at man har lært, at man kun skal acceptere det, der kan erkendes ved hjælp af de fysiske sanser. Hvad man ikke selv kan erkende, eksisterer ikke.

Hvis en blind forsøger at fortælle et menneske med velfungerende fysisk syn, at det ikke er muligt at se, og at alle seende er offer for en illusion, vil den seende more sig, for det seende menneske ved jo, at man faktisk kan se ved hjælp af det fysiske syn. Hvis et menneske, der er blind for astralverdenen, fortæller en clairvoyant, at alle clairvoyante er offer for en illusion, vil den clairvoyante more sig, for den clairvoyante ved jo, at man faktisk kan se ved hjælp af den metafysiske synssans.

Clairvoyante iagttagelser afvises som regel alene på grund af, at flertallet ikke kan bekræfte iagttagelsen. Men hvis et menneske har været øjenvidne til en begivenhed, bør dette menneskes vidneudsagn veje tungere end udsagn fra ti mennesker, der ikke har set begivenheden.

Oversanselige evner burde ikke være så vanskelige at acceptere. Princippet kan forklares meget enkelt og logisk. Ti mennesker opholder sig i et rum, hvor et lydinstrument udsender stadig højere toner. Efterhånden vil færre og færre være i stand til at opfatte de højere toner. Betyder det, at når et flertal ikke længere kan høre tonerne, så eksisterer de ikke mere? Til sidst bliver tonerne så høje, at ingen kan høre dem – på trods af at rummet svinger i højfrekvente toner, der befinder sig over det menneskelige øres kapacitet. Fænomenet eksisterer, men det eksisterer ikke for mennesket. Men henne i hjørnet sidder hunden og hyler, for den har en høresans, der er finere end menneskets.

Kriteriet for om noget eksisterer eller ikke eksisterer, kan derfor ikke alene være den fysiske iagttagelsesevne – og antallet af tilhængere eller modstandere er irrelevant for, om noget er sandt eller ikke er sand.