Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

USYNLIGE HJÆLPERE
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab

USYNLIGE HJÆLPERE (10 af 17)


En skildring af det imponerende hjælpearbejde, der udføres af væsener fra astralverdenen. Det kan være afdøde mennesker, der trøster de efterladte, men ofte er det fysisk inkarnerede mennesker.

USYNLIGE HJÆLPERE (10 af 17)

10. KAPITEL

 

De to brødre

 

Denne beretning handler om to brødre, der var sønner af en godsejer − den 14-årige Lancelot og den 11-årige Walter. Navnene er selvfølgelig opdigtede, men resten af beretningen svarer i detaljer til de virkelige begivenheder. De to brødres mest bemærkelsesværdige egenskab var nok deres dybtfølte hengivenhed for hinanden. De var nærmest uadskillelige. Den ene gik ikke nogen steder uden den anden. Og den yngste tilbad nærmest den ældste, sådan som en yngre bror ofte gør det.

En dag blev Lancelot tragisk nok kastet af sin pony og dræbt − og verden blev meningsløs for Walter. Drengens sorg var så dyb og smertelig, at han hverken kunne spise eller sove, og hans mor og barnepige anede ikke, hvad de skulle stille op med ham. Overtalelser og bebrejdelser prellede af på ham – også når de fortalte til ham, at han nu måtte holde op med at sørge, for hans broder var i himlen. Han svarede bare, at det kunne han jo ikke være sikker på − og hvis det var rigtigt, så vidste han, at Lancelot lige så lidt kunne være lykkelig i himlen uden ham, som han kunne være lykkelig på Jorden uden Lancelot.

Selvom det lyder utroligt, så var den ulykkelige dreng faktisk ved at dø af sorg. Og det blev ikke mindre sørgeligt af, at Lancelot − uden at Walter vidste det − stod ved siden af ham hele tiden. Lancelot var fuldstændig klar over, hvor ulykkelig Walter var, og han var selv desperat over sine gentagne mislykkede forsøg på at røre ved ham eller tale til ham.

Den sørgelige tilstand var uforandret, da Cyrils opmærksomhed blev henledt på de to brødre, men hvordan det skete, ved han ikke. ”Han kom bare tilfældigvis forbi”, sagde han. Stakkels Walter lå udmattet i sin seng og kunne ikke sove. Han følte sig fortvivlet og alene − så vidt han vidste − selvom hans bror hele tiden stod ved hans side. Lancelot, der var frigjort fra kødets lænker, kunne både se og høre Cyril, så det første Cyril skulle gøre, var naturligvis at dulme Lancelots sorg ved at love ham, at han ville være hans ven og hjælpe ham med at komme i kontakt med Walter.

Da Cyril havde trøstet den fysisk døde Lancelots og givet ham håb, koncentrerede han sig om den fysisk levende Walter og prøvede af al sin magt at indprente i hans hjerne, at broderen stod lige ved siden af ham − ikke død, men levende − og med nøjagtig de samme kærlige følelser som før. Men alle anstrengelser var forgæves. Walters bevidsthed var så bedøvet af sorg, at det var umuligt at trænge igennem. Cyril vidste simpelthen ikke, hvad han skulle gøre. Han var imidlertid stærkt påvirket af det sørgelige syn, og hans medfølelse var så kraftig, at han ganske enkelt ville hjælpe dem, uanset hvor megen kraft det måtte kræve − og pludselig opdagede han, at han var i stand til at røre ved og tale til den fortvivlede Walter. Han ved ikke, hvordan det gik til.

Han ignorerede Walters spørgsmål om, hvem han var, og hvordan han var kommet ind, og gik lige til sagen. Han fortalte ham, at hans broder stod lige ved siden af ham og kæmpede for at få ham til at opfatte hans gentagne budskab om, at han ikke var død, men levende, og at han længtes efter at hjælpe og trøste ham. Walter ville naturligvis helst tro det, men turde ikke håbe, at det var sandt. Til sidst lykkedes det at overvinde hans tvivl, og han sagde:

”Ja, jeg tror faktisk på dig, fordi du er så venlig, men hvis jeg bare kunne få ham at se, så ville jeg vide det, og så ville jeg være helt sikker. Hvis jeg bare kunne høre ham selv sige, at han var lykkelig, ville det være ok, at han derefter gik videre.”

Selvom Cyril er ny i hjælpearbejdet, så vidste han, at den form for ønsker som regel aldrig opfyldes. Han skulle netop til at beklage og forklare, da han pludselig følte et nærvær, som alle hjælpere kender. Selvom der ikke blev sagt en lyd, fik han uden ord at vide, at han i stedet for det, han havde tænkt sig at sige, skulle love Walter, at hans inderlige ønske ville gå i opfyldelse. ”Vent, til jeg kommer tilbage − så får du ham at se”, sagde Cyril, og derefter forsvandt han.

Denne kontakt med mesteren havde i et glimt vist Cyril, hvad han skulle gøre og hvordan. Han skyndte sig af sted for at hente sin ældre ven, der så ofte før havde hjulpet ham. Hans ældre ven havde endnu ikke lagt sig til at sove, men da han hørte Cyril kalde og bede ham om at komme med det samme, gled han hurtigt ind i søvnen og fulgte med. Så hurtigt som det var muligt stod de begge ved Walters seng. Walter var begyndt at tro, at det hele bare var en skøn drøm, og derfor var det dejligt at se hans glæde og lettelse, da Cyril vendte tilbage. Men det var endnu mere fantastisk at se, da den ældre hjælper kort tid efter − på et ord fra mesteren − materialiserede den ivrige Lancelot, og den fysisk levende og den fysisk døde stod igen hånd i hånd!

Nu var den ubeskrivelige sorg for alvor blevet til ubeskrivelig glæde for begge brødre. De lovede igen og igen, at de aldrig ville sørge mere, for nu vidste de, at døden ikke var i stand til at skille dem. De blev heldigvis ikke skuffede, da Cyril – på opfordring af sin ældre ven − indtrængende forklarede dem, at denne exceptionelle fysiske genforening ikke ville blive gentaget. Han tilføjede, at Lancelot hver dag hele dagen ville være i nærheden af Walter, selvom han ikke kunne se ham. Og at Walter hver nat ville forlade sin krop og være bevidst sammen med Lancelot.

Da den udmattede Walter hørte dette, faldt han omgående i søvn og fik bevis for, at det var sandt. Han blev overrasket over at opdage, hvor hurtigt han sammen med sin broder kunne flyve fra det ene af deres tidligere tilholdssteder til det andet. Cyril var så fornuftig at gøre Walter opmærksom på, at han uden tvivl ville glemme det meste af sin frie tilværelse, når han vågnede næste morgen. Men han var faktisk så usædvanlig heldig, at han ikke glemte det, selvom langt de fleste andre mennesker gør det. Muligvis havde det voldsomme glædeschok på en eller anden måde aktiveret denne latente psykiske evne. Han glemte i hvert fald ikke en eneste detalje af alt det, der var sket, og næste morgen kom han brasende ind til den sørgende husstand og fortalte dem sin fantastiske historie − som bestemt ikke faldt i god jord.

Hans forældre troede, at sorgen havde skadet hans forstand, og da det var ham, der nu var arving, holdt de i lang tid øje med andre symptomer på sindssyge. Heldigvis observerede de ikke noget. De mener stadig, at han er monoman,[1] selvom de samtidig erkender, at hans ”fantasier” reddede hans liv. Men hans katolske barnepige tror fuldt og fast på, at hans forklaring er sand, og at det var Jesus, der havde fået medlidenhed med ham, da han var døden nær af sorg − og derfor havde han sendt en af sine engle for at føre broderen tilbage fra de døde som belønning for en kærlighed, der var stærkere end døden. Af og til kommer overtro sandheden nærmere end nutidens skepticisme.

Men beretningen slutter ikke her, for det gode arbejde, der blev påbegyndt den nat, fortsætter, og det er umuligt at forudsige, hvor vidt forgrenet virkningen af denne ene hændelse kan blive. Walters astrale bevidsthed var blevet alvorligt vækket af episoden, og den er fortsat aktiv. Hver morgen er han i stand til at huske det, han oplevede i nattens løb sammen med Lancelot. Og hver nat møder de Cyril, som har lært dem en masse om både den gådefulde nye astralverden og om endnu højere verdener, som på denne måde har åbenbaret sig for dem. Under Cyrils vejledning er både den fysiske levende og den fysiske døde blevet aktive medlemmer af gruppen af usynlige hjælperne. Og i mange år fremover − indtil Lancelots vitale unge astrallegeme opløses, og hans liv fortsætter på mentalplanet − vil mange døende børn have grund til at være taknemlig for de tre, som forsøger på at overføre den glæde, de selv har oplevet, til andre.

De er ikke alene til gavn for de døde. De har også fundet andre fysiske levende børn, der er bevidste på astralplanet, når de sover. Et af disse børn blev ført til Cyril, og barnet har allerede vist sig at være både et værdifuldt medlem af børnenes hjælpeskare og et kærligt barn på det fysiske plan.

Hvis disse tanker er nye, vil mange have meget svært ved at forstå, hvordan børn kan hjælpe i astralverdenen. Nogen påstår, at når et barns astrallegeme ikke er fuldt udviklet, og sjælen derfor må være lige så hæmmet på astralplanet som på det fysiske plan, hvordan kan denne sjæl så være til gavn for menneskehedens åndelige, mentale og moralske evolution – for det er ifølge åndsvidenskaben de usynlige hjælperes vigtigste opgave?

Da spørgsmålet første gang blev stillet, blev det sendt videre til Cyril, og han gav dette svar:

”Spørgeren har ret i, at jeg bare er en dreng og endnu kun ved relativ lidt, og at jeg vil være til endnu større nytte, når jeg har lært mere, men allerede nu er jeg i stand til at udrette noget, for der er utrolig mange, der endnu ikke har kender til åndsvidenskaben, selvom de naturligvis ved meget mere end mig om alt muligt andet. Det er derfor indlysende, at hvis man skal et bestemt sted hen, kan en dreng, der kender vejen, være til større nytte end hundrede kloge mænd, der ikke kender den.”

Det er vigtigt at tilføje, at når et barns astrale bevidsthed vækkes, udvikler astrallegemet sig så hurtigt, at barnet på dette plan meget hurtigt når et udviklingsniveau, der er næsten på højde med en voksen, som også har fået vækket sin astrale bevidsthed. Men naturligvis vil det astralt vækkede menneskes evne til at deltage arbejdet som usynlig hjælper, være langt forud for selv det klogeste menneske med sovende astral bevidsthed. Hvis den sjæl, der kommer til udtryk gennem en barnekrop, ikke har de nødvendige egenskaber – det vil sige en energisk, målbevidst og kærlig natur, og som har bevist disse egenskaber i tidligere inkarnationer − vil ingen påtage sig det alvorlige ansvar at vække dette menneske på astralplanet. Når et menneskes karma har nået et niveau, der gør en vækning mulig, ser man ofte, at børn er fantastisk effektive hjælpere, og de udfører arbejdet med ægte entusiasme.

Et andet spørgsmål melder sig, når man læser denne beretning om de to brødre. Når Cyril på en eller anden måde kunne materialisere sig alene i kraft af sin kærlighed, medfølelse og viljestyrke, er det så ikke underligt, at det ikke lykkedes for Lancelot, som i meget længere tid energisk havde forsøgt på at komme i kontakt med sin Walter?

På en måde er det ikke vanskeligt at forstå, hvorfor Lancelot ikke var i stand til at skabe kontakt til broderen. Når Lancelot ikke kunne materialisere sig, mens Cyril kunne, skyldes det ikke alene styrken i følelsen, men også, at Cyril nøjagtigt vidste, hvad det var, han ville, og at han var klar over at materialisering overhovedet var en mulighed. Desuden havde han indsigt i, hvordan man bar sig ad − og på dette tidspunkt havde Lancelot ingen anelse om denne mulighed. Denne viden fik han først senere.

_________________________________

[1] Et menneske, der er monoman, lider af monomani. Ordet stammer fra græsk: mono + -mani) og betyder ensidig og sygelig optagethed af en bestemt ting, fiks ide.

_________________________________

Artikel-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab
Download-fil: USYNLIGE HJÆLPERE - C.W. Leadbeater


Artikel-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab
Læsefil med vendbare sider: USYNLIGE HJÆLPERE