Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

USYNLIGE HJÆLPERE
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab

USYNLIGE HJÆLPERE (12 af 17)


En skildring af det imponerende hjælpearbejde, der udføres af væsener fra astralverdenen. Det kan være afdøde mennesker, der trøster de efterladte, men ofte er det fysisk inkarnerede mennesker.

USYNLIGE HJÆLPERE (12 af 17)

12. KAPITEL

 

Arbejdet blandt de døde

 

På grund af religionens misforståede, barnagtige og fejlagtige lære om tilstandene efter døden – en opfattelse, der desværre mest af alt præger den vestlige verden − er de mennesker, der aflægger den fysiske krop, som regel voldsomt forvirrede efter døden. De er ofte alvorligt chokerede over at opdage, at alting er helt anderledes, end deres religion og præsterne har fortalt dem. Denne generelle opfattelse blev engang klart formuleret af en engelsk general, da han tre dage efter sin død mødte en af de usynlige hjælpere, som han havde kendt i sit fysiske liv. Efter at have givet udtryk for sin store lettelse over endelig at have fundet en, han kunne tale med, sagde han: ”Jamen − hvis jeg er død, hvor er jeg så, for hvis dette her er Himlen, så giver jeg ikke meget for den, og hvis det er Helvede, er det bedre, end jeg havde ventet!”

Desværre vurderer langt de færreste situationen så filosofisk som denne general. Præsterne har lært folk, at alle mennesker uden undtagelse er syndere, og at alle derfor havner i Helvedes evige ild − bortset fra nogle ganske få udvalgte, som er overmenneskeligt gode. Da bare et minimum af selvransagelse vil overbevise ethvert menneske om, at det umuligt kan høre til kategorien af særligt udvalgte, ankommer de meget ofte i en tilstand af panisk rædsel, hvor de hvert øjeblik frygter, at den nye verden, som de nu befinder sig i, skal gå i opløsning, så de styrter ned i kløerne på den ondskabsfulde djævel, man har hjernevasket dem til at tro på. I mange tilfælde tilbringer disse stakkels mennesker lange perioder under stor psykisk lidelse, før de bliver i stand til at frigøre sig fra de religiøse dogmers skæbnesvangre indflydelse, som denne blasfemiske lære om evig straf har indoktrineret. Til sidst vil de indse, at verden ikke styres efter en ondskabsfuld dæmons forgodtbefindende − et væsen, der fryder sig over menneskelig lidelse og smerte – men at livet styres i overensstemmelse med en retfærdig evolutionslov, som på ethvert stadie af menneskets livsforløb igen og igen giver det muligheder for at udvikle sig − hvis det blot vil tage imod mulighederne.

Det er indlysende, at der er rigeligt at gøre for hjælperne blandt de afdøde, når de ankommer til astralplanet, for i de fleste tilfælde trænger de til beroligelse, trøst og undervisning. I den astrale verden er der − ligesom i den fysiske − mange, som ikke er indstillet på at tage imod råd fra andre, der ved mere end dem selv. Men alene den kendsgerning at de er omgivet af en helt anden virkelighed end den, de forventede, har en virkning. Mange af de døde tager derfor imod vejledning fra hjælperne, der tydeligvis har kendskab til de nye forhold. Mange ophold på astralplanet er blevet betydeligt forkortet på grund af disse energiske hjælperes utrættelige anstrengelser.

Det bør igen pointeres, at det aldrig er muligt at gribe ind i den dødes karma. I livenes løb har mennesket dannet sig et astrallegeme af en bestemt tæthedsgrad, og så længe dette legeme ikke er tilstrækkeligt opløst gennem bearbejdning af følelseslivet, kan mennesket ikke gå videre til mentalplanet. Men der er naturligvis ingen grund til at forlænge den astrale periode ved at indtage en forkert holdning.

Studerende skal vide, at længden af et menneskes astrale tilværelse efter det fysiske legemes død hovedsagelig afhænger af to faktorer − nemlig det fysiske liv, det har levet, og dets psykologiske holdning efter det, man kalder døden. I løbet af den fysiske tilværelse påvirker mennesket konstant astrallegemets stof med følelser, emotioner og begær, som det selv skaber. Det påvirker astrallegemets stof indirekte indefra gennem sine tanker og udefra gennem omstændighederne i sit fysiske liv − sin selvbeherskelse eller sine udskejelser, sin hygiejne eller mangel på samme, og gennem valget af mad og drikke.

Hvis mennesket er så ufornuftigt, at det gentager sine negative tilbøjeligheder på et eller andet af disse områder, opbygger det et groft og primitivt astrallegeme, der er vænnet til at reagere på astralplanets lavere vibrationer. Efter døden vil det derfor være begrænset til astralplanets lavere regioner, og bearbejdningen af følelseslivet medfører, at astrallegemet langsomt opløses. Hvis mennesket har levet et fornuftigt og målrettet liv, vil det have opbygget et redskab, der primært består af finere materiale. Derfor vil dette menneske ikke møde nær så mange vanskeligheder efter døden, og udviklingen vil derfor gå langt hurtigere.

Der er en almindelig forståelse af dette forhold, men ofte glemmer man den anden vigtige faktor − den mentale holdning efter døden. Det er vigtigt, at man forsøger at få en fornemmelse af, hvor man befinder sig i evolutionen. Man må indse, at man på dette stadie hele tiden trækkes indad mod sjælsplanet. Opgaven består derfor i − så vidt det er muligt − at frigøre tankerne fra fysiske forhold og rette dem mod de åndelige, for det er de åndelige forhold, den afdøde kommer til at beskæftige sig med under sin tilværelse på mentalplanet. Hvis mennesket er i stand til det, vil det i høj grad fremme astrallegemets naturlige opløsning, og det undgår derved den desværre almindelige fejltagelse at trække livet i langdrag i de lavere regioner af astralplanet, som kun skulle være et midlertidigt opholdssted.

Der er imidlertid mange af de afdøde, som forsinker deres egen opløsningsproces på astralplanet i meget betydelig grad ved energisk at klamre sig til den fysiske verden, som de har forladt. De vil simpelthen ikke rette deres tanker og stræben indad. I stedet tilbringer de deres tid med at gøre alt, hvad de kan, for at bevare den bedst mulige forbindelse med det fysiske plan. På denne måde blokerer de for enhver, der forsøger at hjælpe dem. I det fysiske liv har de aldrig vist nogen virkelig interesse for andet end fysiske forhold, og efter døden klamrer de sig til det, der for dem var livets mål og mening med desperat stædighed. Efterhånden som tiden går, bliver det imidlertid stadig mere vanskeligt at bevare forbindelsen med det fysiske plan, men i stedet for at glæde sig over denne gradvise forædling og åndeliggørelse, stritter de imod af al magt.

Til sidst vil evolutionens vældige kraft blive for stærk for dem, og de vil uundgåeligt blive trukket ind i strømmen. De gør ganske vist modstand på hvert eneste trin af tilbagevejen – men de udsætter bare sig selv for overflødig sorg og lidelse. De forsinker desuden deres eget fremskridt mod højere verdener i meget alvorlig grad, og derved forlænger de opholdet i de astrale regioner næsten i det uendelige. En stor del af det arbejde, som udføres af dem, der forsøger på at hjælpe, består i at overbevise disse mennesker om, at denne stupide og ulykkelige modstand mod den kosmiske vilje er i modstrid med naturens love, i håb om at de vil indtage den diametralt modsatte holdning.

Nogle gange er det frygt, der binder den døde til det fysiske liv − en frygt, der kan være skabt af uopfyldte forpligtelser − men som oftere drejer sig om ægtefællen eller om børnene, som ved den pågældendes død har mistet deres forsørger. I tilfælde med frygt for de efterladte har det ofte været nødvendigt for hjælperen til en vis grad at fungere som den afdødes repræsentant på det fysiske plan for at ordne de ting, der skaber bekymring, før det har været muligt for den afdøde at fortsætte i efterlivet med fred i sindet. Et eksempel kan måske kaste mere lys over disse tilfælde.

En af hjælperne prøvede på at yde hjælp til en mand, der var død i en europæisk by. Det var umuligt for ham at lade være med at tænke på sit fysiske liv, fordi han var bekymret for sine to små børn, der nu var uden forældre. Han havde været en ufaglært arbejder, og han havde ikke været i stand til at lægge penge til side til børnene. Hans kone var død et par år tidligere, og selvom en af hans kvindelige bekendte var både venlig og villig til at gøre alt, hvad der stod i hendes magt, for at hjælpe, var hun selv for fattig til at adoptere dem. Hun var modstræbende kommet til det resultat, at der ikke var andet at gøre, end at lade det offentlige tage sig af dem. Det gjorde ham virkelig ondt, men han kunne ikke bebrejde kvinden denne beslutning, og han havde heller ikke selv et bedre forslag.

Hjælperen spurgte ham, om han ikke havde en slægtning, der ville tage sig af børnene, men han kendte ingen. Han sagde, at han havde en yngre bror, der sandsynligvis ville have hjulpet ham i denne ulykkelige situation, men han havde ikke haft kontakt med ham i femten år. Han vidste ikke engang, om han var levende eller død. Sidste gang han hørte fra broderen, var han i lære hos en tømrer i den nordlige del af landet. Man betragtede ham som en hæderlig ung mand, der nok skulle blive til noget − hvis han ellers fik lov til at leve.

Det var ikke meget at gå efter, men da der åbenbart ikke var andre muligheder for at hjælpe børnene, mente hjælperen, at det var et forsøg værd at følge dette spor. Han bad den døde mand om at følge med, og de begyndte tålmodigt at lede efter broderen i den by, han havde nævnt. Efter en hel del besvær lykkedes det faktisk at finde ham. Han var i mellemtiden blevet tømrermester, og han havde en temmelig god forretning. Han var gift, og parret havde ingen børn, selvom de meget gerne ville have haft det, så han var åbenbart den rette mand i denne situation.

Problemet var nu, hvordan de bedst kunne informere broderen om situationen. Heldigvis var han så sensitiv over for indtryk, at det var muligt at indprente begivenhederne ved hans broders død og børnenes ulykkelige situation i en klar drøm. Den blev gentaget tre gange − og han fik stedet og oven i købet værtindens navn klart opgivet. Denne tilbagevendende vision gjorde et meget stærkt indtryk på ham, og han drøftede den alvorligt med sin kone, der rådede ham til at skrive til den adresse, han havde fået oplyst. Det havde han ikke lyst til, men han følte sig stærkt tilskyndet til at rejse ned for at se, om der virkelig fandtes et hus som det, han havde set i drømmen og i bekræftende fald at spørge sig for. På den anden side var han en travl mand, og derfor besluttede han til sidst, at han ikke havde råd til at spilde en dags arbejde på noget, der − når alt kom til alt – højst sandsynligt bare havde været en drøm.

Da dette forsøg mislykkedes, besluttede man at forsøge en anden metode. En af hjælperne skrev derfor et brev til manden gennem et medie. I brevet fortalte han om broderens død og beskrev børnenes situation nøjagtigt, som han havde oplevet den i drømmen. Da han modtog denne bekræftelse, besluttede han sig straks for at rejse til den adresse, der var oplyst i brevet, og han blev modtaget med åbne arme af værtinden. Det havde været en let sag for hjælperne at inspirere denne kærlige kvinde til at beholde børnene hos sig i nogle få dage i håb om, der skulle ske et eller andet, der kunne ændre deres situation, og bagefter var hun lykkelig for, at hun gjorde det. Tømreren tog naturligvis børnene med sig tilbage og gav dem et lykkeligt hjem. Og deres døde far, der nu ikke mere behøvede at være bekymret for dem, fortsatte sin rejse ind i de højere verdener.

Da nogle af åndsvidenskabens pionerer har set det som deres pligt gøre opmærksom på de mange negative sider ved spiritistiske seancer, er det rimeligt desuden at anerkende, at der ved mange lejligheder er blevet udført seriøst arbejde − som for eksempel det omtalte. Det er korrekt, at spiritismen i mange tilfælde har forsinket sjæle, der ellers hurtigere kunne have opnået frigørelse, men det skal retfærdigvis nævnes, at spiritisterne også har gjort det muligt for andre at slippe fri og givet dem chancen for at hurtigere fremskridt. Der har været tilfælde, hvor den afdøde uden hjælp har vist sig for sine nære og kære og givet udtryk for sine ønsker, men det hører til sjældenhederne. De fleste − der har bundet sig selv til den fysiske verden på grund af bekymringer − kan kun vejledes gennem den hjælp, der kan gives af et medie eller en usynlig hjælper.

Et andet problem, man meget ofte oplever på astralplanet, er mennesker, der nægter at tro, at de er afgået ved døden. De betragter ganske enkelt det faktum, at de stadig er ved bevidsthed, som absolut bevis for, at de selvfølgelig ikke er gået gennem dødens port. Det er morsomt at tænke på, at denne erkendelse faktisk demonstrerer den praktiske værdi af troen på sjælens udødelighed! Uanset hvad de har troet om sig selv i det fysiske liv, viser et overvejende flertal af de afdøde, at de inderst inde i høj grad har været materialister. De mennesker, der helt ærligt har vedgået, at de har haft et materialistisk livssyn, mens de levede i den fysiske verden, er som regel ikke mere besværlige at have med at gøre end de mennesker, der bliver chokerede bare ved at blive kaldt materialister.

En naturvidenskabelig forsker, der efter døden var ved fuld bevidsthed, befandt sig nu under forhold, der var helt anderledes end alt, hvad han nogensinde tidligere havde oplevet. Han var overbevist om, at han stadig var i live og bare var et offer for en lang og ubehagelig drøm. Heldigvis var der blandt dem, der var fuldt bevidste på astralplanet, en søn af en af hans gamle venner. Den unge mand blev bedt om at opsøge den afdøde forsker og forsøge at hjælpe ham. Efter en del besvær fandt den unge mand forskeren. Forskeren indrømmede ærligt, at han var temmelig forvirret og følte sig skidt tilpas. Han klamrede sig stadig desperat til sin drømmehypotese som den mest sandsynlige forklaring på det, han oplevede, og han gik endda så vidt, at han insinuerede, at den unge mand ikke var andet end et drømmesyn!

Til sidst gav han dog så meget efter, at han foreslog en slags test. Han sagde til den unge mand: ”Hvis du – sådan som du påstår − er et levende menneske og søn af min gamle ven, så kom med et eller andet budskab fra ham, der kan bevise din påstand.” Almindeligvis er det helt udelukket, at mestrenes elever giver beviser af denne slags, men i dette tilfælde blev der givet tilladelse. Da den unge mand havde sikret sig, at højere instanser accepterede denne form for hjælp, kontaktede han sin far, der omgående sendte et budskab, der gengav en række begivenheder, som fandt sted før sønnens fødsel. Det overbeviste den afdøde forsker om, at sønnen virkelig eksisterede − og dermed også om, at astralplanet var virkeligt. Da han først anså påstanden for at være bevist, gjorde hans naturvidenskabelige natur sig straks gældende, og han blev meget ivrig efter at iagttage og forstå denne nye verden.

Budskabet fra hans gamle ven, som forskeren accepterede som bevis, var faktisk ikke hemmelige, for de begivenheder, som de refererede til, kunne hans egen bevidsthed have aflæst i de såkaldte akashiske optegnelser, for de er tilgængelige for ethvert væsen med astrale sanser. Men han var uvidende om denne mulighed. Den esoteriske undervisning, som hans unge ven herefter gav ham, får til gengæld stor indflydelse på hans udvikling, for den nye indsigt vil på et senere tidspunkt modificere hans situation på mentalplanet, men også hans tilstand i næste inkarnation i den fysiske verden.

Det meste af det arbejde, som hjælperne udfører for de nyligt afdøde, består i at berolige og opmuntre dem. Den lammende angst, de ofte gribes af, er ikke kun årsag til mange unødvendige lidelser − den forsinker dem også på deres vej mod højere sfærer. Hjælperne forsøger efter bedste evne at frigøre dem fra angsten, og − hvis det er muligt − at hjælpe dem til at fatte den fremtid, der venter dem.

Afdøde, der har levet længere tid på astralplanet, kan også − hvis de ønsker det − modtage hjælp i form af undervisning og gode råd om deres ophold på de forskellige astrale underplaner. Eksempelvis advares de mod den risiko og forsinkelse, der er resultatet af at forsøge på at kontakte de fysisk levende gennem et medie. Et menneske, der allerede er med i en spiritistisk kreds, kan dog i sjældne tilfælde hjælpes til et mere moralsk og åndeligt liv.

Undervisningen på astralplanet er aldrig spildt, for selvom erindringen om lærdommen ikke kan overføres direkte til den nye hjerne i den næste inkarnation, er den indre viden altid til stede og forbundet med det fysiske menneske. Derfor vil der være en tilbøjelighed til straks at acceptere de åndelige begreber, når man igen præsenteres for dem i det nye fysiske liv.

Artikel-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab
Download-fil: USYNLIGE HJÆLPERE - C.W. Leadbeater


Artikel-USYNLIGE-HJÆLPERE-Leadbeater-Åndsvidenskab
Læsefil med vendbare sider: USYNLIGE HJÆLPERE