De ti lænker

Når dette skridt er taget, skal beslutningen om at gøre godt og være gavnlig omsættes til aktiv handling. Det er ikke tilstrækkeligt at undgå at gøre skade for det menneske, der ønsker at blive ét med sin sjæl. På samme måde som tendensen til umoral styrker oplevelsen af konkurrence og separatisme, styrker tendensen til at praktisere etik og moral oplevelsen af samarbejde og sammenhold. Al umoral udspringer dybest set af had. Had adskiller. Al moral har sin rod i kærlighed. Kærlighed forener. Når et menneske engagerer sig i tjenestearbejde for sine medmennesker, appellerer det til godheden i andre og tager hensyn til andres interesser. Dermed gør dette menneske sin styrke til deres. Skelneevnen (sanskrit: viveka) udvikles, og denne evne er den første af de kvalifikationer, der kræves for at få adgang til udviklingsvejen. Et menneske på udviklingsvejen forsøger at skelne mellem det virkelige og det uvirkelige − det permanente og det forbigående – i alle mennesker. I denne proces begynder der at udvikle sig en naturlig afsky for det uvirkelige og forbigående. Den mad og drikke, der tidligere gav glæde og nydelse, giver nu kvalme. De fysiske ting, der før vækkede begær og ønske om at eje, opleves som det, de er – værdiløse og forgængelige genstande.

Modviljen, der medvirker til denne holdningsændring, forvandles senere til en rolig, neutral og upersonlig holdning (sanskrit: vairagya). Følelserne kommer under kontrol, og der skabes ligevægt (sanskrit: sama) ved hjælp af tanken. Emotionerne og aktiviteterne beherskes med viljen (sanskrit: dama). Mens det foregår, hører den søgende − i stilheden − en svag hvisken fra ”stilhedens stemme”. Det er det første flygtige glimt af sjælen. Det er personlighedens kontakt med selve livet − en følelse af lyksalighed − af kraft.

Fra dette tidspunkt bliver det nemmere at gå vejen, for nu har man set et glimt af sjælen, og i sjælens lys ser alle fysiske ting grå og utiltrækkende ud. Den upersonlige holdning er nu fast forankret. Der er ikke tale om en sindsstemning, men en fast overbevisning. Tolerance (sanskrit: uparati) indbygges nu i den søgendes karakter. Det er en tolerance, der hjælper og støtter uden at tvinge. Det samme gælder udholdenhed (sanskrit: titiksha) – en vedholdenhed, der tåler alt. En sikker tro på egen guddommelighed giver selvtillid (sanskrit: sraddha) og en vished, der skaber ligevægt (sanskrit: samadhana). Det eneste ønske er at blive ét med guddommen (sanskrit: mumukshu), og den søgende står nu ved porten, der fører til overjordisk tilværelse. På den anden side af porten venter de fire faser, som den indviede må gennemleve på sin vej til frigørelse. De ti lænker, der holdt den søgende fanget, kan nu kastes: Illusionen om personligheden, tvivlen, overtroen, begæret, aversionen, begæret efter livet i form, ønsket om det formløse liv, stoltheden, ubeslutsomheden og uvidenheden.