Tillid
Det guddommelige i mennesket – dvs. alt det, der er kærligt, sandt, retfærdigt, víst, og godt – skal være den eneste sande og permanente drivkraft – den eneste urokkelige tro, som man altid kan have tillid til. Den indre guddommelighed svigter aldrig, selvom alt andet svigter. Det er en tillid, man skal forsøge at skabe, indtil den negative karma engang er bearbejdet, og sjælen er frigjort fra sit fængsel. Døren til frihed kaldes tilfredshed. Hvis man er utilfreds med sig selv, er man utilfreds med den guddommelige lov, der er årsag til, at man er den, man er. Hvis man indser, at man befinder sig midt i evolutionens strøm, vil man forstå, at alle forhold og situationer altid er de helt rigtige.
|