Det fysiske legemes død er i mange tilfælde udtryk for sand helbredelse, selv om det naturligvis kan være svært at acceptere for de fleste mennesker. Døden kan være en befrielse for en hæmmende og frustrerende tilstand. Den indre spænding eller disharmoni, som tilstanden var et symptom på, udløses, og derfor er tilstanden ikke længere nødvendig. Den afdøde bliver i stand til at fortsætte sin udvikling på det næste eksistensplan uden at være hæmmet af de fysiske begrænsninger, som netop blev overvundet i dødsprocessen. En smertefuld sygdom kan repræsentere en mulighed for at foretage justeringer i de indre legemer, og når forstyrrelserne standser, vil kroppen enten komme sig eller gå i opløsning, og det er tegn på, at lektien – i hvert fald for øjeblikket – er lært.

”Helbredelsens energistrøm” er altid til stede, men ligesom selve livet er den umulig at konkretisere og definere. Det er en aktiv kraft, der manifesterer sig på alle tilværelsens planer, og man kan nogle gange helt uventet komme i kontakt med den, men som regel flyder den ubemærket forbi på grund af patientens indre tilstand, der forhindrer en erkendelse af den og blokerer for dens virkning.