Set fra et åndsvidenskabeligt synspunkt er spørgsmålet om helbredelse eller ej et udtryk for patientens fintmærkende psykologiske balance, som altid vil føre patienten til de mennesker og den behandling, det ”fortjener”. Når den lektie, sygdommen forsøger at lære patienten, er lært, vil patienten selv finde en læge eller terapeut, der er i stand til at kurere sygdommen. Det betyder, at en patient, der ikke er i stand til at finde den rigtige behandling, i sig selv kan have en helbredende og opdragende værdi, selv om mange mennesker vil opfatte det som hårdt.

Man er nødt til også at acceptere det faktum, at dybtliggende organiske sygdomme, der medfører store vævsforandringer, sjældent kan helbredes helt. Hvis vævet har været ødelagt i lang tid eller ødelæggelserne er over en vis grænse, kan tiden ikke skrues tilbage. Den gamle krop kan ikke gøres ny, og det stive led kan ikke gøres smidigt og bøjeligt igen. I disse tilfælde består helbredelsen i en standsning af ødelæggelsesprocessen – eller i at patienten opnår indre ro og klarhed på trods af det fysiske handicap. Som nævnt kan selv døden være tegn på sand helbredelse, og døden skal derfor ikke altid betragtes som udtryk for, at behandlingen slog fejl. Naturligvis er det enhver læges pligt at gøre alt for at holde patienten i live, men når det ikke er muligt, kan det være en trøst at vide, at døden som regel føles som en befrielse af den inkarnerende sjæl og ånd.

Nogle gange afsluttes et tilsyneladende håbløst tilfælde med en mirakuløs helbredelse. Det paradoksale er, at helbredelsen ofte opstår netop som både patienten og lægen har opgivet alt håb. Det ser ud til, at når man holder op med at stille krav eller have forventninger, så kan det medføre en accept af tingene, som de er, og ikke som man kunne ønske, at de var. Holdningen udløser en spænding i patienten – eller måske endda mellem patienten og lægen – med det resultat, at de helbredende kræfter får en chance for at virke.