Lidelse rammer alle mennesker

Lidelse er et emne, der interesserer de fleste. Det skyldes uden tvivl, at alle mennesker på et eller andet tidspunkt oplever lidelse, sorg og savn i deres liv. Derfor er det vigtigt at forstå betydningen af og formålet med lidelse. Forståelsen kræver kendskab til en del af menneskets natur, og ikke mindst den måde menneskets højere selv eller sjælen – det virkelige menneske – kommer til udtryk via forskellige legemer – det fysisk-æteriske legeme, astrallegemet og mentallegemet. Det er en åndsvidenskabelig kendsgerning, at det altid er sjælen, der er aktiv i mennesket, og hvis man ønsker at forstå menneskets opbygning, skal man acceptere, at det er sjælen, der står bag alle aktiviteter. De forskellige handlinger afhænger ikke af forskelle i sjælene, men af forskelle i legemernes kvalitet, som sjælen arbejder igennem.

Sjælen er ”barn” af den universelle bevidsthed. Hvad skulle den ellers være? Og fra begyndelsen er sjælen fuldt bevidst på og om sit eget plan (kausalplanet). Men da den sendte et aspekt af sig selv ned på de lavere eksistensplaner, var den nødt til at iføre sig legeme efter legeme eller stoflag på stoflag. Man kan sige, at sjælens syn gradvis blev reduceret af de stoflag, den blev indhyllet i, og da den til sidst ankom til det laveste trin i manifestationen – det fysiske plan – havde stoffet lukket åndens lys fuldstændigt ude. I den fysiske verden var sjælen ikke længere bevidst om sin høje oprindelse, og den havde glemt alt om sin essentielle åndelige natur.

Mennesket – den blændede sjæl – ankommer som bekendt til det fysiske plan for at lære og for at indsamle erfaringer. Sjælen, der er blevet lukket inde i legemerne, identificerer sig med dem, og legemerne er som bekendt mentallegemet, det legeme, man tænker med, astrallegemet, det legeme man føler med, og det fysisk-æteriske legeme, det legeme, man handler med. Astrallegemet kaldes ofte ”begærlegemet”, fordi følelser og begær som regel hænger meget tæt sammen. Følelser af glæde og af smerte skyldes bevidsthedsmæssig kontakt med en ydre genstand, som sætter astrallegemets stof i svingninger, og svingningerne opleves som enten tiltrækning eller frastødning.

Efter denne beskrivelse er det nemt at forestille sig, at sjælen, der er totalt indhyllet i astrallegemet, hverken er i stand til at erkende sin virkelige natur eller de uvirkelige omstændigheder, den befinder sig i. Mennesket bliver derfor tiltrukket af alle mulige ydre genstande. Det bliver tiltrukket af de genstande, der giver en fornemmelse af ​​nydelse, og frastødt af de genstande, der giver en følelse af ​​smerte eller lidelse. Mennesket er ankommet til en verden, som det intet kender til, for her er der tale om de tidligste faser af sjælens erfaring. Mennesket fødes ind i den fysiske verden, og fordi det ikke kender denne verden, bliver det naturligvis stærkt tiltrukket af alt det, der giver glæde, når det kontaktes. Mennesket får derfor lyst til at gentage den følelse, der opleves som glæde, lykke eller tilfredshed. Efterhånden som mennesket lader sig tiltrække af alt det, der opleves som tillokkende, finder det ud af, at tilfredsstillelse af begær resulterer i lidelse. Mennesket er tiltrukket af tillokkende genstande og tilstande, men da det mangler erfaring, som gør det muligt at skelne og sortere, kæmper det for at komme i kontakt med attraktive ting, for det eneste det ved er, at det føler glæde ved kontakten. Men glæden ved at opnå det, der gav en følelse af lykke, skabte grundlaget for lidelsen. Gradvis erkendte mennesket, at det havde kastet sig ud i noget, der i virkeligheden ikke resulterede i lykke men det stik modsatte. Mennesket opsøgte igen og igen og igen den samme oplevelse, for i kraft af gentagelsen vil det til sidst lære den lektie, som var formålet med undervisningen i livets skole.