Begær kan aldrig mættes

Læg mærke til efterspørgslen i nutidens liv i Vesten. Man ønsker altid mere af det samme, som man allerede har erhvervet sig. Man ønsker at eje mere og mere, og mangedobling de genstande, der begæres, og derfor stiger mængden af det, man begærer, til højder, der ikke kan tilfredsstilles. Samfundet kalder det vækst.

Når nutidens samfund opfordrer til vækst, medfører det ofte, at mennesker ønsker flere eller nyere udgaver af de ting, de allerede har. De indser ikke, at lykke ikke drejer sig om tilfredsstillelse af flere og flere begær, men i at transformere ønsket om at eje noget forgængeligt i det ydre til aspiration efter noget evigt i det indre. Transformationen vil medføre en fuldstændig karakterforvandling af det menneske, der forsøger at ændre sin målsætning fra at nyde til at yde. Derfor kan det anbefales, at mennesker, der søger efter lykken ved hjælp af begærtilfredsstillelse, alvorligt overvejer, om man følger den rigtige udviklingsvej. For hvis man har valgt at rejse på nydelsens og begærenes vej, vil man på et tidspunkt erkende, at man har valgt en rute, der går i ring. Den er praktisk talt en endeløs cirkel. Den vil medføre lidelse, og den vil aldrig give den lyksalighed, som er åndens naturlige mål i mennesket.

Når tilfredsheden udebliver, fordi vejen igen og igen fører til lidelse, kommer sjælen efter kortere eller længere tid til den erkendelse, at den ikke har valgt den rigtige vej. Modstanden på udviklingsvejen gør mennesket træt. Den ydre verdens fristelser mister efterhånden sin tiltrækningskraft. Den kortvarige, forgængelige lykkefølelse, som findes overalt i de lavere verdener, gør vandreren træt. Mennesket opgiver derfor at gå udad. Det vender opmærksomheden indad og opad. Da det gik udad, blev det styret af sanserne og fejlede. Derefter trak det sig ind i tankesindet, men set fra åndens synspunkt er tankesindet også udad – og derfor fejlede mennesket igen. Hver gang blev det slået tilbage af lidelse. Hver gang førte vejen til utilfredshed. Og det resulterer i den mest trættende lidelse af alle. Og – endelig – lærer mennesket sin lektie. Det vender sig væk fra det, der fører udad. Det vender sig mod det indre, og her finder det i begyndelsen ​​fred – og det første glimt af ægte tilfredshed.