I nutiden skal menneskeheden indstille sig på, at arbejdet i stigende omfang overtages af kunstig intelligens og robotter. Det vil medføre et voldsomt fald i antallet af arbejdspladser, og det vil ske langt hurtigere, end det er muligt at skaffe nye arbejdspladser i industrien. Normalt er der tre reaktioner på den slags situationer:

1. Man forsøger at skabe arbejdspladser ved at stimulere den økonomiske vækst. Det er industritidsalderens forældede tænkemåde.
2. Man betragter arbejdspladser som en mangelvare, der skal rationeres ved hjælp af arbejdsdeling eller nedsat arbejdstid. I betragtning af hvor meget nyttigt arbejde man kunne omdirigere til gavn for menneskeheden, er metoden nok heller ikke den bedste løsning.
3. Man betragter mekaniseringen og reduktionen af behovet for menneskets arbejdskraft som en inspiration til at revidere industrisamfundets grundlæggende systemer – herunder forestillingen om, at aflønning skal være nært knyttet til arbejdspladser i erhvervslivet.

På længere sigt er det sidste synspunkt langt det mest positive. Men det er nødvendigt at stille et meget afgørende spørgsmål:

”Hvad indebærer den nye fase efter industrialderens samfund, når samfundet er blevet så teknologisk avanceret, at al produktion og alle servicefunktioner, som samfundet har brug for, uden problemer kan udføres af en lille del af den potentielle arbejdsstyrke? Hvad skal den økonomiske produktion som det grundlæggende mål for samfundet erstattes af?”