Konklusion
Det, der mangler, for at hele nationer og sammenslutninger af nationer kan begynde for alvor at tilpasse sig den holdningsændring, der breder sig i den offentlige mening, er en revision af den økonomiske tænkning. Der er ingen grund til at tro, at økonomisk logik medfører gode og retfærdige sociale forhold. Men menneskeheden har desværre ophøjet økonomisk tænkning til at være livets og samfundets altdominerende princip.
I nutiden er der heldigvis tegn på, at den traditionelle afgudsdyrkelse af penge er ved at nå et vendepunkt. Udvikling betragtes ikke længere udelukkende som økonomisk udvikling. Humanitære og kulturelle faktorer kommer mere og mere i fokus, mens økonomisk vækst får status som et middel og ikke et mål. Men samtidig må man være opmærksom på, at overgangen kan blive hård og medføre et delvist sammenbrud af det herskende økonomiske system.
Et sammenbrud kan let resultere i en global paniksituation, og derfor er det utrolig vigtigt at udbrede kendskabet til de indre faktorer, som skaber de kaotiske ydre manifestationer. Det er vigtigt at få menneskeheden til at forstå, at den måske står over for en gigantisk evolutionær forandring, som kan medføre humanismens tusindårsrige på Jorden.

Tidligere ville man sige:
”Hold op med kun at snakke om det – gør noget!”
Måske er det på tide, at man siger:
”Hold op med kun at gøre noget – lad os snakke om det!”

|