Mystikerens oplevelser
Der er mennesker, som pga. af deres høje følelsesmæssige aspiration kan kontakte højere indstrømninger på astralplanet, men selv om impulserne stammer fra astralplanets højere underplaner, vil de alligevel indeholde et element af illusion. Alice A. Bailey oplyser eksempelvis, at en mystiker, der har kontakt med astralplanets højere frekvenser, vil se fænomener af en meget høj kvalitet pga. af den sjælsstimulering, der strømmer gennem solar plexus chakraet. Alligevel er kontakten kun baseret på en genspejling af de virkelige forhold, og derfor er der stadig tale om en illusion.
Mystikeren opnår kontakt til menneskehedens åndelige og religiøse forestillinger, der antager form ud fra mystikerens egne præferencer. En kristen vil opleve en af de mange tankerformer af Kristus, og det vil stimulere til øget aspiration og skønhed i mystikerens personlige følelsesliv. En hindu vil opleve Krishna, en buddhist vil opleve Buddha, en teosof vil opleve en af mestrene osv. De vil høre deres guddommelige forbilleder tale, og være overbevist om, at det er et ægte møde, og at de er blevet udvalgt til noget stort og vigtigt. Iflg. Alice A. Bailey strømmer der ros og komplimenter af enhver art fra de illusoriske tankeformer, og det har ført mange clairvoyante og psykikere bag lyset.
|