Subjektivt samarbejde
skaber forandring
Hvis mennesker inden for alle trossystemer, alle former for religion og alle esoteriske grupper synkront vil praktisere de tre store ceremonier for invokation, og forstå de omfattende tankeforbindelser de medfører, ville en stor åndelig enhed kunne opnås – navnlig i den nuværende periode, hvor der er spirende genopbygning og antydninger af en ny civilisation og en ny verden på vej. Hvis de sammen påkalder Hierarkiet og bevidst forsøger at kontakte dets leder, vil de skabe en markant indstrømning af lys og kærlighed. Hvis de sammen, og med viljestyrke og forståelse tilnærmer sig det guddommelige, er der ingen tvivl om, at de vil være i stand til at manifestere helt fantastiske resultater. Ikke alene vil de skabe en basal enhed mellem mennesker inden for alle religioner, de vil erkende broderskab som en kendsgerning, de vil anerkende menneskehedens oprindelige enhed, mål og livsform, men desuden vil det, der skabes, forandre alle menneskelivets aspekter, udgøre en forudsætning for civilisationen, ændre levevilkårene og gøre den åndelige verden til en dominerende realitet i menneskets bevidsthed.
Det guddommelige – personificeret af Kristus og Hierarkiet – vil nærme sig menneskeheden. Via Buddha vil den guddommelige vilje åbenbare sit evige lys og skabe intelligent samarbejde. Via Hierarkiet og Shamballa – ”centret, hvor Guds vilje er kendt” – vil den guddommelige vilje føre menneskeheden frem til transformation og til en åndelig bevidsthed, som vil vække den gode vilje i menneskeheden og skabe fred på Jorden. Den transcendente guds vilje vil komme til udtryk via den immanente gud i mennesket. Den vil komme til udtryk som kærlighed, der er en respons på Kristi arbejde. Den vil blive præsenteret på Jorden på en intelligent måde, fordi menneskets tankesind vil være oplyst som et resultat af den samlede invokation, af enheden i bestræbelsen og af harmonien i forståelsen. Det er det, menneskeheden venter på. Det er det, religionerne må arbejde for. Det er egenskaber, der vil skabe den nye verdensreligion.
|