Sjakalen og Anubis

Guden Anubis havde sjakalhoved. Navnet Anubis er græsk, og guden hed oprindeligt Anpu på oldegyptisk. Anubis-præsten havde ansvaret for indvielserne, dvs. for neofytternes karakterudvikling. Anubis blev kaldt ”den, der viser vejen”. Sjakalen ved altid, hvor en død krop er skjult. Selv i den uvejsomme ørken kan den orientere sig og finde retningen med absolut sikkerhed. Derfor var sjakalen et passende symbol på Anubis, der ikke alene skulle vejlede de døde på de uvejsomme stier i inderverdenen, for han skulle også føre det reinkarnerede menneske fra efterlivet til ny fysisk eksistens. Anubis er ofte identificeret med Horus og Hermes, der begge symboliserer sjælen eller det højere tankesind. Anubis kender alle eksistensplaner, og han kan lede et menneske overalt i den ydre og indre verden. Anubis er desuden forbundet med Sothis – hundestjernen eller Canis Major.

Visdom blev erhvervet i ”livets skole” (det fysiske plan), hvor Anubis symboliserede den fremadskridende udviklingsproces gennem karakterudvikling eller indvielsernes stadier. Anubis-præsten havde til opgave at introducere neofytterne for de enkelte indvielsesprocesser – og at teste dem. Anubis-præsten var derfor både rådgiver og eksaminator eller tester. Det var Anubis, der symbolsk vogtede vægten i Dommens Hal, og det var ham, der aflæste vægten, hvor den afdødes eller neofyttens hjerte (bevidsthed) blev vejet på den ene vægtskål mod sandhedens hvide fjer (virkeligheden) på den anden. Og det var Anubis’ (karmiske) dom, der alene var afgørende – uden spørgsmål fra Osiris og Tehuti. Anubis var balsameringens herre, og på samme måde som egypterne kunne iagttage, hvordan sjakalen flår indvoldene ud af byttet, fjernede Anubis-præsterne den afdødes indvolde.