Det billede, som sanserne danner i bevidstheden af den omgivende verden, kan umuligt være præcist. Menneskets sanser er selektive, og de kan kun registrere de genstande i den omgivende verden, som de er i stand til at reagere på. Hvis det drejer sig om lyd og lys, behøver man bare se på en tabel over svingninger i luft og æter for at forstå, hvor begrænsede svingninger øret og øjet er i stand til at reagere på. Og når det drejer sig om alle andre svingninger, er mennesket praktisk talt uimodtageligt – man kan kun tænke sig til dem.

Man kan prøve at forestille sig en bevidsthedstilstand, hvor de påvirkninger i den omgivende verden, som sanserne nu reagerer på, ikke findes, og at verdensbilledet i stedet dannes af påvirkninger, som de nuværende sanser ikke reagerer på. Hvis man forestiller sig, at to skabninger mødes og sammenligner deres viden om verden − et menneske med menneskets fem sanser og en imaginær skabning med de sanser, mennesket mangler. Begge vil opfatte den omgivende verden, og begge vil− bortset fra hvis de er filosoffer − være helt sikre på, at de både opfatter verden nøjagtig som den er, og at de opfatter alt, hvad der kan opfattes. Alligevel vil deres verdener være fuldstændig forskellige. Hvis man et øjeblik forestiller sig den anden skabnings verden, vil alt være fremmed i den. Intet ligner menneskets verden. Men den anden skabning har samme ret som mennesket til at kalde sin verden for den virkelige verden. Men set fra virkelighedens synspunkt har ingen ret til at kalde den individuelle verden for verdenen – det er den enkeltes verden og intet andet. Det er den enkeltes selektive opfattelse af virkeligheden.

Hvis man forstår den sandhed, bryder den primitive forklaring på sanseopfattelsen som en nøjagtig reproduktion af den omgivende verden sammen. Den kan umuligt være identisk med den virkelige verden. Det enkelte menneskes verdensbillede bliver ganske enkelt dets eget helt individuelle og specielle fortolkning af verden. Den enkeltes verden er blot en individuel udgave af verdenen.