Før der tages fat på artiklens sidste del, der beskæftiger sig med de skabende processer, sådan som de manifesteres af mennesket eller mikrokosmos, skal der gives et kort sammendrag. Logos er blevet beskrevet som komponist, og skabelseshandlingen omtales som en komposition. Kompositionen har Logos undfanget og udviklet i de tidligere ”skabelsesdage”, og sandsynligvis er den gjort færdig i de mellemliggende ”skabelsesnætters” stilhed og mørke. Når der igen skal manifesteres lys, udtaler Logos Ordet, og Ordet skaber alting. Den første afspilning af temaet for det nye univers ”høres” af det jomfruelige stof, som reagerer i overensstemmelse med bestemte love. Resultatet er, at arketyperne og naturplanerne med deres former kommer gradvis til syne.

Det universelle tema toner frem som et væld af akkorder, som hver for sig er en sammenhængende, selveksisterende lyd, der rummer en kraft- og lysmanifestation. Hver akkord viser sig som en relativt uforanderlig, abstrakt form eller arketype i en planets mentalverden. Arketyperne udsender derefter deres ”Ord” eller vibration, som indfører Ordets oprindelige kraft i formverdenerne. Det skaber magnetfelter. Stoffet trækkes ind i og rundt om magnetfelterne, og evolutionsformerne kommer gradvis til syne. Formerne bliver hjemsted for intelligenser på forskellige udviklingstrin, og i kraft af deres erfaringer i formerne udfolder intelligenserne gradvis deres iboende evner og kræfter, og det får formerne til at udvikle sig, indtil det fastlagte mål for bevidstheden og formerne er opnået. På den måde blev ”Ordet kød og tog bolig iblandt os”.[1]

Når tiden for objektiv manifestation i henhold til den cykliske lov er nået, trækkes hele solsystemet ind i en subjektiv tilstand. Solsystemet bliver i tilstanden indtil det iflg. samme lov skal komme til syne igen og fortsætte udviklingsprocessen – dvs. opstigningen fra det punkt, det havde nået ved afslutningen af de forudgående ”dage”.

_________________________________

[1] Johannesevangeliet, 1,14

_________________________________