Sådan er kærligheden set med åndsvidenskabens øjne. Sådan er det enkelte menneskes kærlighed, uanset hvor svag, fattig, egoistisk og fordomsfuld det er. Kærligheden kan komme til udtryk som lidenskabelig kærlighed, aggressiv kærlighed og kærlighed, der betragtes som en byttehandel. Den kan være en kærlighed, som kommer og går. Den kan flakse fra genstand til genstand, fra person til person, fra begær til begær, og den kan desuden være en rå form for kærlighed. Og alligevel − midt i alle slaggerne − de vulgære slagger, de uædle slagger, de snavsede slagger, de grove slagger − skinner der en diamant. Måske er den ganske lille, men den har en smuk, funklende glans, og den ser lovende ud. Diamanten er livets åndelige mål og evige mening. Intet ydre forhold, ingen uvidenhed, ingen overfladiskhed, ingen råhed kan nogensinde gøre kærlighedens diamant uklar, selv om det kan skjule dens lys.

Alle har oplevet kærligheden − et eller andet sted og på en eller anden måde. Kærligheden rummer en uendelig mangfoldighed af forandringer og kombinationer. Den er båndet mellem utallige genstande. Den lever, hvor man ofte tror, at der ikke findes andet end forgængelighed.

Hvis man ser tilbage på sit liv, vil man finde kærlighed i mangfoldige forhold. Man vil finde den i kærligheden til familie og slægtninge, i kærlighed til ting, som man holdt af i barndommen, til jævnaldrende kammerater, til en eller anden hobby, til en sport, til en lærer osv. Man vil finde den i idoler − i fortidens drenge- og pige-venskaber, der kommer og går pga. deres flygtighed, men de er som ”evige”, så længe de varer. Man finder den i den idoldyrkelse, som man i ungdommen muligvis har følt over for en meget ældre, som var i stand til at opflamme og begejstre – eller i den vågnende kærlighed til en sag – og endda kærlighed til tøj, pynt og smykker.