De store lidenskaber

Og så kommer tiden til les grandes passions − de store lidenskaber, som også er flygtige. De kommer og går, men så længe de varer, synes man at de aldrig vil få en ende. Der bliver plads til idoldyrkelse på en dybere skala − beundring for en lærer, en helt inden for elitesport, en filmstjerne, en skuespiller eller et popidol. Der kan også være begejstring for et eller andet håb, for kampen mod uretfærdighed osv. Og der kan være kærlighed til den profession, der skaffer det daglige brød − eller til en eller anden sportsgren eller fritidsbeskæftigelse.

Senere kommer ægteskabet, børnene og deres opvækst i verden – tilsynet med dem, beskyttelsen af dem, og deres opdragelse mens de er unge. Så kommer tiden, hvor man holder øje med dem, mens de begynder at finde fodfæste på livets vej − men også den smertefulde tid, hvor man må give slip på dem, for de finder og går den vej, som alle andre har fulgt. Derefter er der kærlighed til minderne – og man kan tilføje den kærlighed, der nødvendigvis forandrer sig − uden derfor at formindskes − fordi genstandene for kærligheden skifter.

Oveni alt dette skulle kærligheden til fremtiden helst også komme. Måske endda kærligheden til døden, som man har indset ikke er en adskillelse eller et tab. Tværtimod medfører døden et større liv. Uvidenhed gør den form for kærlighed umulig for de fleste, men det er alligevel en af kærlighedens største manifestationer, som mennesket engang vil glæde sig til. En stor og vigtig kærlighed er kærligheden til fremtiden. Den kommer til udtryk i den begejstring, man imødeser fremtiden med, og i den utålmodighed, man oplever, mens man venter på en fremtid, hvor der ikke længere er kunstige adskillelser, hvor menneskeheden har lært sine lektier, og hvor man sammen med dem, man holder af, skal udvikle sig i et harmonisk venskab og med voksende glæde. Det er en kærlighed, der stadig venter på at blive oplevet.