Der er derfor grund til at glæde sig over de mange tegn på livets herlighed, det dybe og indtil nu gådefulde mysterium − at blive forelsket. Intet er mere fantastisk end at blive forelsket. Så længe forelskelsen varer, opleves den som fuldkommenhed. Så længe forelskelsen holder, har man aldrig oplevet noget lignende! Så længe forelskelsen vedbliver, løfter den mennesket fra tiden ind i evigheden − ud af det mindre selv ind i en næsten utænkelig og ubeskrivelig uendelighed. Så længe forelskelsen varer er det som om det guddommelige er kommet ned på Jorden, og Jorden er nået op i Himlen. Og det er lige meget, om forelskelsen varer en time, en måned, et år − for at blive efterfulgt af fortvivlelse, nedtrykthed, skuffelse og mørke. Så længe forelskelsen varer, er den ”evig”, og det er tilstrækkeligt.

Og hvad så med kønsspørgsmålet? Mennesket er så bange for, at det omgiver det med frygt. Har mennesket skabt et tabu vedr. kønnet, for at gøre frygten berettiget? Et eksempel er kristendommens seksualforskrækkelse. Men hvad er kærlighed, hvad er køn, og hvad er seksualitet? Når ordene bruges i dets almindelige betydning, er køn og seksualitet ikke andet end selvopholdelsesdrift. Og for det enkelte menneskes vedkommende, er det udtryk for, at det ønsker at identificere sig med livet, som er konstant skabende og genskabende. Findes der mon noget, der er mere naturligt og nødvendigt end kønnet?

Der er ikke noget i vejen hverken med kønnet eller med seksualiteten. Men der er ofte noget meget alvorligt i vejen med den måde, køn og seksualitet kommer til udtryk i de lavere verdener. Problemet er egoisme. Egoisme er den fejl, som mennesket alt for ofte begår i kærlighedens og i kønnets navn. Og seksualiteten – kønsdriften − som ingen behøver at skamme sig over, bliver kun noget, man skammer sig over, hvis den er egoistisk og nogle gange brutal.