Jo renere kærligheden, kønsforholdet og seksualiteten er, jo mere giver den, jo mere beskyttet er den, jo mindre kræver den gengæld, og jo mindre betyder det, hvad man selv får tilbage. Når mennesket elsker for sin selvtilfredsstillelses skyld, når det udfører en kønslig handling, fordi den opfylder et øjeblikkeligt begær og derefter kasserer den, der gav bidraget til handlingen, så er kærligheden virkelig frastødende. Den er fyldt med slagger, og mennesket har tilsvinet diamanten. Kærlighedshandlingen, uanset om den er seksuel (kønslig) eller kommer til udtryk på anden måde, er et af livets største sakramenter, for det er helliget livet, sådan at livet hurtigst muligt kan blive en helhed. Fødslen er et sakramente. Puberteten (kønsmodenheden) er et sakramente. Opnåelse af voksenansvar og fuld borgerret i nationen er et sakramente. Begyndelsen på en levevej er et sakramente. Undfangelsen af børn er et sakramente. Døden er et sakramente. Og der er andre sakramenter, der bl.a. er kendt af verdensreligionerne. Men er der mon et større sakramente end at blive forelsket − og det efterfølgende resultat af forelskelsen? Er der mon et større sakramente end at udvide det begrænsede liv til en mere omfattende bevidsthed, som er kærlighed i ordets sande betydning og dybeste virkelighed?