SØGEN EFTER IDENTITET

"Hvem er jeg", er et ældgammelt spørgsmål, som mennesket har stillet sig selv i alle tider. Løsningen på gåden er også ældgammel. "Menneske kend dig selv, og du skal kende Universet", erklærede oraklet i Delfi. Og i The Consciousness of the Atom af Alice Bailey er der en variant af den samme fundamentale sandhed: "Kend dig selv, for i dig selv kan du finde alt, hvad der er at være at vide!" Analogiloven er en lysstråle, der skinner i uvidenhedens mørke. Den kan benyttes som en tråd, der gør det muligt at finde vejen gennem den fysiske erfarings labyrint.

Hvorfor er det så problematisk at finde svaret på spørgsmålet om, hvem man er? Sandsynligvis er det fordi erkendelsen af den sande identitet er en gradvis åbenbaringsproces – ikke en isoleret begivenhed. Mennesket er tilbøjelig til at tænke på sig selv som et færdigt produkt. Derfor hører man udtalelser som f.eks.: "Sådan er jeg bare", "det er min natur" eller "det er det bedste, jeg kan præstere". Men i virkeligheden er sjælen et igangværende projekt – en skabelse, der er under udfoldelse. Formålet med inkarnationerne er at omdanne potentialer til egenskaber. Det vil sige, at mennesket arbejder med at blive den, det virkeligt er. Det er baggrunden for, at mennesket opfordres til at blive kunstner – livskunstner.

Processen minder om en skulptør, der har besluttet at omdanne en stor stenblok til en smuk statue. For kunstneren er blokken ikke bare en firkantet stenblok. Skulptøren kan allerede fornemme den usynlige skikkelse ind i blokken, og ved hjælp af mejslen fjernes alt det, der ikke hører til statuen. Stenblokken svarer til menneskets personlighed. Gennem gentagne inkarnationer fjernes lag efter lag af det, mennesket ikke er, og på den måde når man ind til den smukke skikkelse, der befandt sig inde blokken – for inde i stenen fandtes skulpturen allerede.

Kun gennem erfaring og utrættelige forsøg opdager mennesket, at bevidstheden har været identificeret med den ydre fysiske form. Liv efter liv "mejsles" blændværk og illusioner væk, og livskunstnerens selvbevidsthed vokser frem. Den indre skikkelse – sjælen – viser, at mennesket har fundets svaret på spørgsmålet: "Hvem er jeg?" Men selv den erkendelse repræsenterer ikke den fulde sandhed. Den videre proces afslører, at sjælen er et fragment af en endnu større eksistens, som sjælen er en del af. Livskunstneren erfarede dermed, at inde i stenblokken fandtes skulpturen allerede – men inde i den var der en anden – og en anden … osv. Flere og flere mennesker vågner op til den erkendelse, og man ser den glæde, det giver.

"Glæde er en kvalitet, der vokser ud af selvrealisering.

Er jeg i stand til at glemme den separatistiske personlighed?

Kan jeg genkende Den Ene Sjæl i alle sjæle?"

Alice A. Bailey