
BEHOVET FOR AT DELE
Den globale finanskrise raser, og derfor er evnen til at dele et vigtigt emne i den offentlige bevidsthed. Emnet kender de fleste fra forældre, lærere og andre i opvæksten. Her lærte man at dele med sine søskende, skolekammerater og venner. Og med fattige og nødlidende uanset hvem de var, og hvor de boede. Men hvis alle kender til behovet for at dele fra opvæksten, hvorfor er det så blevet så svært for mange at dele senere i livet? Hvorfor viser undersøgelser, at de, der har vanskeligt ved at dele, oven i købet er de mennesker, der er mest velhavende?
Et gammelt mantra siger: "Rør på ny mit hjerte med kærlighed, så jeg også kan elske og give." Nøglen til at genopvække evnen til at dele findes i ordene "rør mit hjerte" – ikke at følelsesmæssige årsager, men fordi hjertet er center for sjælsprincippet. Trangen til at dele hænger sammen med erkendelsen af, at alle aspekter af livet i alle naturriger er forbundet med hinanden gennem det planetariske æteriske legeme. Alle former på ethvert niveau deler den samme livsenergi, der omfatter alt, hvad der eksisterer. De forskelle, man opfatter, stammer udelukkende fra forskelle i bevidsthedsniveau. Åndsvidenskaben bekræfter, at der kun er ét liv i Universet, og det strømmer gennem alle former, som tilsammen udgør planeten.
Hvis mennesket kunne se den udveksling af energi og lys, der strømmer fra form til form og skaber et netværk af relationer og forbundethed, ville det indse, at der ikke er noget andet valg end at dele, for på livets basale niveau, sker det allerede. Mennesker deler tanker, følelser, frygt, begær, resultater og fiaskoer. Alt, hvad mennesket giver udtryk for, er uundgåeligt delt.
En af de største fejltagelser i menneskets tænkning er overbevisningen om, at "noget er mit, og noget er dit". Det medfører, at menneskeheden lever i en verden med selvskabte grænser, hvor man klamrer sig til det, man holder af, og undgår det, man ikke kan lide. Misforståelsen viser tydeligt, hvorfor den manglende evne til at dele er tæt forbundet til frygt. Sundhed – uanset om det drejer sig om et menneskes fysiske krop eller det økonomiske system – afhænger af evnen til deling, og sundhed kan kun opnås, når der skabes rigtig cirkulation.
Det rigtige svar på den nuværende finanskrise er at korrigere den uholdbare ulighed i fordelingen af velstand ved at stimulere viljen til at dele. Samtidig viser menneskeheden, at den er parat til Vandbærerens tidsalder.

|