Hvad er hukommelse?

Det indre syn

Efterhånden som bevidstheden trækker sig væk fra det fysiske legeme og i højere grad vender opmærksomheden mod ændringerne i de indre legemer, ser den disse billeder af sin egen udadgående reaktion via astrallegemet – og det er erindringen af sanseindtryk. Billedet viser sig i hjernen som en følge af reaktionen fra bevidsthedsændringen og opleves dér.

Denne oplevelse viser, at bevidstheden for en stor del har trukket sig tilbage fra det fysiske til det astrale legeme og fungerer her. På nuværende tidspunkt fungerer menneskets bevidsthed i astrallegemet, og er derfor fyldt med erindringer, fordi disse erindringer er reproduktioner i den fysiske hjerne af tidligere billeder fremkaldt af reaktioner fra bevidstheden.

Det centrale spørgsmål

Men hvad med det centrale spørgsmål: Hvad er hukommelse? Afkastningen af legemerne mellem død og genfødsel (reinkarnation) sætter en stopper for legemernes automatik – dvs. for deres evne til at reagere på vibrationer der er identiske med dem, de tidligere oplevede. De reagerende cellegrupper er opløst, og alt hvad der er tilbage, er kimen til fremtidige reaktioner oplagret i de permanente atomer. Hvor svag reaktionen er i forhold til den nye automatik, der etableres i legemernes stofmasse af nye oplevelser i den ydre verden, kan ses af mangelen på evnen til at huske tidligere liv.

Det eneste de permanente atomer i virkeligheden kan, er at reagere med større lethed på impulser, der svarer til de impulser, de tidligere har oplevet, frem for på de, som de udsættes for for første gang. Cellernes eller cellegruppernes hukommelse forsvinder ved døden, og kan ikke genetableres i sin oprindelige form. Men hvor opbevares hukommelsen så?

Svaret er enkelt: Hukommelsen er ikke nogen evne, og den bevares ikke. Den er ikke en egenskab i bevidstheden, og der opbevares ingen hukommelse om begivenheder i den individuelle bevidsthed. Enhver begivenhed er til stede i den universelle bevidsthed. Alt, hvad der sker i Universet – fortid, nutid og fremtid – er hele tiden i denne universelle eller altomfattende bevidsthed – i det "evige nu". Fra Universets begyndelse til Universets slutning − fra dets solopgang til dets solnedgang − er alting evigt til stede – evigt eksisterende. I dette hav af idéer er alting.

Når mennesket bevæger sig omkring i dette hav, berører det brudstykker af indholdet, og reaktionen på kontakten er menneskets viden. Når man først én gang har fået en erfaring, har man nemmere ved at opnå samme kontakt igen og gentage den. Det sker, når det fysiske legeme ikke i erfaringsøjeblikket er optaget af indtryk på sit eget plan – og det er det, der kaldes hukommelse. Alle "erindringer" kan genkaldes, fordi alle muligheder for billedskabende vibrationer er til stede i den universelle bevidsthed. Og man har lettere ved at kontakte denne bevidsthed, hvis man tidligere har været i kontakt med lignende vibrationer. Derfor er det nemmere at gentage vibrationer, som udgør en del af egne oplevelser end de vibrationer, man aldrig har erfaret. Og her ser man de permanente atomers betydning. Når de stimuleres, udsender de præcis de vibrationer, der er lagret i dem, og blandt alle de mulige vibrationer tiltrækkes de atomer og molekyler, der svinger med på de permanente atomers tone.