Det astrale syn
Efterhånden som legemerne kommer under kontrol, øges det oplyste område. Bevidstheden kan nu rette opmærksomheden mod enhver del af området og tage tingene i nærmere øjesyn. Når bevidstheden fungerer frit på astralplanet og opfatter de astrale omgivelser, kan den opfatte meget, som på det fysiske plan opleves som "fortid" eller "fremtid". Det forudsætter, at det er noget, den har lært at reagere på i "fortiden". Indtryk der strømmer igennem astrallegemet, men befinder sig uden for forståelsens lys, vil befindes sig i det område, som oplyses af det finere mentallegeme.
Sjælens hukommelse
Og ved hjælp af sjælslegemet kan hukommelsen fra tidligere liv genoplives, fordi sjælslegemet svinger ubesværet med på begivenheder, der allerede er oplevet. Det lys, der skinner igennem sjælslegemet, omfatter et langt større område og oplyser begivenheder langt tilbage i tiden. Disse begivenheder ligger i virkeligheden ikke længere tilbage i tiden end nutidige hændelser. De befinder sig bare et andet sted i tid og rum. De lavere legemer, som ikke tidligere har erfaret disse begivenheder, kan ikke direkte kontakte dem og svinge med på dem. Det er en evne, der tilhører sjælslegemet – det relativt evige legeme. Når sjælens legeme reagerer på begivenheder, strømmer vibrationen nedad og reproduceres i mentallegemet, astrallegemet og det fysiske legeme – i personligheden.
Intet er for småt. Intet er for stort.
Sådan er den hukommelsesteori, som her stilles til rådighed for tænkende mennesker. Den gælder i lige høj grad for de små ting i hverdagen som for de større begivenheder i rækken af inkarnationer. For intet er for småt eller for stort for den universelle bevidsthed. Når man udfører selv den mindste lille hukommelseshandling, sætter man sig lige så meget i forbindelse med den universelle allestedsnærværelse og alvidenhed, som når man genkalder sig en fjern fortid.
"Fjernt" eller "nært" eksisterer ikke. Alt er lige meget til stede hele tiden og alle steder. Vanskeligheden ligger i legemerne og ikke i det altomfattende uforanderlige liv.
|