Ægte fred er en kontinuerlig kamp om at give og tage mellem det forgængelige og det evige, og det er styret af fuldkommen retfærdighed og uden vold.

Mennesket har sin Himmel i sit indre, og hvis menneskets himmel kan tiltrække den guddommelige Himmel, så blandes de som vand med vand – og Himlens kongerige vil være forankret i mennesket.

Modstanden mod denne forening stammer fra det personlige instinkts aggressioner, for det adskilte ønsker adskilthed og frygter helhed og det universelle.

På samme måde som et dyr er mennesket en del af naturens dualitet, og menneskets aggressioner er det negative aspekt af ilden i inkarnation i naturen. Uden denne ild ville der ikke være nogen kamp – men heller intet liv. Det dyriske instinkt udtrykker sine forskellige karakteristika, og hver dyreart repræsenterer et af dem, men uden at være ansvarlig for sine aggressioner, for dyret er bundet af dualitetens lov i naturen.

Mennesket, som udgør naturens højeste udviklingsstadie på Jorden, har fået selvbevidsthedens gave, og tænkeevnen har fået logikkens gave. Mennesket kan derfor begynde at ræsonnere over livet. Mennesket formulerer sine egne love om godt og ondt ud fra sin egen opfattelse af at være genstand for dualitetens gensidige funktionelle betingelser, og på denne måde skabte mennesket begrebet synd, fordi det passer til menneskets selvskabte lov.

Men livets bevidsthed er underlagt livets lov − og begge er kosmiske. Livets lov er loven om skabelsen, og på hvert stadie af livets evolution udvikler skabelsen en korresponderende bevidsthed for hvert stadie i udviklingen af ethvert organ eller enhver skabning, som er inkarnationen af en kosmisk bevidsthed.