I mellemtiden havde kvinderne i Vesten mistet deres hushjælp på hjemmefronten. De riges barnepiger, barneplejersker, guvernanter og tjenestefolk var forsvundet, og det samme gælder de store familiestande og et omgivende samfund, der lå tilstrækkeligt nært til at tilbyde hjælp. Børnene hos samfundets kvinder opdrages direkte på en måde, der ikke har været mulig i mange århundreder. Denne revolution opstod i USA efter Første Verdenskrig og i England efter Anden Verdenskrig i forbindelse med fremkomsten af det moderne moderskab og tjenestefolkenes forsvinden.

Den nye ide, der voksede frem af studier af nyfødte i institutioner, medførte, at moder og barn ikke måtte adskilles. Hun alene skulle tage sig af barnet og skabe ”− ubrudt opmærksomhed dag og nat syv dage om ugen 365 dage om året”, som John Bowlby skrev – manden, der opsummerede efterkrigstidens opdragelsesmetoder. ”Da regeringer og eksperter … fortalte en moder … at uafbrudt moderkærlighed var essentielt for barnets mentale sundhed, var hun tilbøjelig til at tro på det, selvom hverken hun selv eller andre, hun kendte, havde erfaret det.”[1] Aldrig er et så håbløst koncept for moderskab blevet så agtet og æret, at det blev et påbud, der resulterede i skyldfølelse, hvis det ikke kunne opfyldes – og desuden var opfyldelsen af det gjort uopnåeligt på grund af manglende støtte fra samfundet.

Ansvaret for opvæksten af et andet menneske – selv hvis dette menneske er ens eget barn – er en af de tungeste opgaver, og den forudsætter en utrolig disciplin hos både moderen og barnet i forholdet til hinanden, og at det indebærer ansvar, og at de kommer i gensidig gæld til hinanden, kan ikke benægtes. Disciplinering med kærlighed er meget omfattende – og uden forældre-barn relationen er det sandsynligt, at man ikke ville være i stand til at lære det – det ville i hvert fald tage æoner.

_________________________________

[1] Anne Dally: Inventing Motherhood; The Consequences of an Ideal, p. 100-02.

_________________________________