Fødslens historiske stadier
05 + 06
Femte stadie: Socialisering
Det åbnede vejen for socialiserings-metoden, der forudsatte, at børn har behov for at lære at tilpasse sig, blive vejledt og socialiseret, i stedet for at få knust deres rebelske vilje til at trodse forældrenes diktater. Det var et afgørende skift i opfattelsen af forældre-barn forholdet. Børns adfærd blev nu betragtet i et langt større perspektiv i forhold til samfundet som helhed i stedet for alene at se det i forhold til forældrene og andre autoritære figurer og institutioner (som for eksempel Kirken).
Det flyttede hele spørgsmålet væk fra tidligere århundreders stærke subjektivitet i forældre-barn forholdet og ind i objektivitetens område, sådan at børnenes oprør ikke længere blev betragtet som en primær personlig krænkelse vendt imod forældrene og et bevis på forældrenes manglende evne til at styre deres børn. Uregerlig adfærd eller dårlig præstation i skolen behandles ikke længere som en forbrydelse. Man forstod, at årsagen kan skyldes forskellige faktorer lige fra forkert kost til forstyrrelser på grund af for lidt opmærksomhed.
Sjette stadie: Støtte
Denne vigtige udvikling er delvis ansvarlig for den nye evne til at forholde sig til børnene på måder, hvor man oprigtig bekymrer sig om børnenes behov, mere end om sine egne, og som fører ind i en ny fase omkring 1950, hvor forældre ”arbejder med indføling med og opfyldelse af (barnets) særlige og voksende behov.”[1] Eksempelvis plejede man at insistere på, at alle drenge lærte at spille fodbold, og at alle piger skulle lære at sy, for det var i overensstemmelse med samfundets forventninger. Idealet er, at man nu observerer og fremmer barnets særlige interesser og talenter, selvom det skulle medføre, at pigerne vil spille fodbold og drengene vil spille klaver.
En ægte offervillig kærlighed bliver kun mulig, når børnenes adfærd bliver mindre truende for forældrenes status og selvfølelse, og når de er i stand til at undlade at bruge frygt som den primære mekanisme til styring af børnene. Det er denne fase, der signalerede begyndelsen til en ny tidsalder og et samfund med rigtige relationer til børnene og deres opvækst.
De Mause skrev en slags anklageskrift over barndommens historie som ”− et mareridt, man først for nylig er begyndt at vågne op fra.”[2] Børn har imidlertid kun delt skæbne med alle andre mennesker – voksenlivet har bestemt ikke været et mindre mareridt.
_________________________________
[1] Lloyd De Mause: The History of Childhood: The Evolution of Parent-Child Relationships as a Factor in History, p. 52
[2] Lloyd De Mause: The History of Childhood: The Evolution of Parent-Child Relationships as a Factor in History, p. 1
_________________________________
|