Barndom er i sandhed en sen opfindelse, konkluderer Philippe Aries i Centuries of Childhood. Indtil for nylig havde børn ikke andet valg, efter de havde lært at gå og tale, end at blive sat i arbejde sammen med de ældre. Muligheden for en beskyttet og forsørget tilværelse, hvor mennesker kan lege og udfolde sig i livet, var en luksus, der kun var mulig i de velhavendes kredse, og som kun var nødvendigt i komplekse samfund.

Det er vanskeligt at fatte anvendelsen af børnearbejde i fortiden, men nutidens holdning er et resultat af de imponerende økonomiske og sociale forandringer. I Asien forventer man, at børn deltager i arbejdet for familiens overlevelse. Døtre af forældre, der er afhængige af opium eller lever i dyb fattigdom, sælges til prostitution, og deres vigtigste opgave er at forsørge faderen og familien.

Der blev først vedtaget love i 1830’erne og 40’erne i England – de første af slagsen – til begrænsning af alderen og arbejdstiden for børn i fabrikkerne og minerne.[1] For få årtier siden var det almindeligt, at børn i 10-13 års alderen blev taget ud af skolen, så de kunne udfylde deres opgave i familien. Mens forældre i de fattigste lande betragter uddannelse som vejen til et bedre liv, er uddannelse sjældent mulig i forhold til det liv, de lever lige nu, og det samme var tilfældet i Vesten for ikke længe siden. (I realiteten er uddannelse den afgørende factor i forsøget på at bryde den onde cirkel af fattigdom og uvidenhed, men det er stadig en uopnåelig luksus for mange millioner i Afrika, Asien og Sydamerika).

Kærlighed, som et koncept, der danner grundlag for moralske værdier og et åndeligt liv i stedet for alene på en følelse, havde kun begrænset værdi før kristendommen. Den tidligere relation mellem forældre og børn er opsummeret i De 10 bud: ”Ær din fader og din moder”. Selvom forældre taler om kærlighed til deres børn i deres memoirer, var kærlighed tydeligvis ikke en overvejelse, der havde den store indflydelse under børnenes opvækst før for ganske nyligt. I Rusland var Domostroi en traditionel håndbog for håndtering af husstanden, og den var samlet af kirkefædre i det 16. århundrede, og her rådes fædrene til i deres samspil med sønnen til ”− ikke at smile til ham, ikke at lege med ham, for hvis man viser svaghed i de små ting, vil man lide i de store …”[2] Denne håndbog var børneopdragelsens bibel i Rusland frem til midten af det 19. århundrede.

Undtagelsen blandt forældre var de højere udviklede mennesker som f.eks. Thomas More – statsmanden og filosoffen, der blev halshugget af Henrik VIII, da More ud fra en etisk holdning ikke kunne godkende Henriks andet ægteskab. Han advokerede for og udbredte et højere syn på forældreansvaret, som skulle centreres omkring begrebet kærlighed.

Der er gået flere årtier med udviklingen fra, hvad der må betragtes som en radikal og excentrisk ide til overvindelse af indflydelsen fra den traditionelle opfattelse af forældre-barn forholdet, der byggede på børnenes ubetingede respekt og lydighed.

I den anden halvdel af det 20. århundrede, som velsagtens kan kaldes perioden med bevidst ansvarlig opdragelse, ses kærlighed endelig som det centrale motiv og den styrende kraft i forældrenes metoder snarere end noget, der vil svække opdragelsen af børnene.

_________________________________

[1] D. Richards & J.W. Hunt: Modern Britain, p. 125ff.

[2] Lloyd De Mause: Op cit., p. 392

_________________________________