Hvad er det, der gør perioden med et bevidst ansvar for opdragelsen eller ”hjælpemetoden” − som De Mause kalder den − til noget specielt? Han identificerer den med den tredje respons – den empatiske reaktion, hvor forældrene er i stand til i det mindste at være ”− empatiske i forhold til barnets behov og handle for at tilfredsstille dem.”[1]

I det psykologisk set umodne stadie i menneskehedens udvikling havde børneopdragelsen en tendens til at være reaktiv. Den var en respons på personlighedens indre dynamik, som man havde erfaret den i ens egen barndom – mellem ”forældre-og-barn” i personligheden – en forenklet ækvivalent til Freuds ”super-ego” eller ”Id”. Forældre, som i det gamle Grækenland eller i det moderne Europa blev svigtet eller mishandlet, vil som regel gentage forældrenes mønster og skabe børn, som senere i deres indre vil være fanget i den psyke, der er skabt på denne måde, samt i en endeløs kamp mellem forældre og børn, som den voksne (eller ”egoet”, som Freud kaldte det) kun har en meget lille chance for at frigøre sig fra og blive en effektiv faktor i personlighedens disposition. Reaktivt forældreskab forekommer, når moderens eller faderens forældre indoktrinerer, kontrollerer og styrer egenskaberne i barnets personlighed: Både den voksne og barnet er i høj grad inaktiv og underudviklet.

Det er alene kulminationen på en inkarnationslang kamp mellem forældre og barn om styring, der kan medføre, at den voksne eller ”egoet” påtager sig den nye opgave og åbner en ny dimension i opdragelsen. Som et udtryk for ønsket om at løse konflikten og fungere hensigtsmæssigt er den rationelle, problemløsende og virkelighedsorienterede kapacitet hos den voksne nu begrænset i forhold til den ydre fysiske verden og er i stedet vendt indad mod psyken, og den bevidste, selverkendende personlighed toner nu frem. Den træder så meget i karakter, at den kan overtage styringen, tage rationelle beslutninger og udstikke retningen for de handlinger, der er nødvendige i forhold til barnets behov eller i enhver anden situation.

Her skal der anbefales en radikal og dog enkel tanke, nemlig at det voksne aspekt i personligheden – som gennem metoder til selverkendelse til en vis grad er blevet bevidst om personlighedens opbygning og dynamik, eller i det mindste om tendenserne og systemerne, som det centrale element – gennemgår radikale ændringer. Det voksne aspekt sætter sig nu i førersædet, bliver personlighedens organisator og chef på en måde, der ikke tidligere har været mulig. Dette aspekt begynder nu at overvåge, styre og koordinere personlighedens aspekter og integrere dem til en helhed. Det er sandsynligvis ikke for meget at antyde, at man her iagttager indgangsporten og metoden til forening af sjæl og personlighed. Personlighedens oprindelige voksenaspekt er nu blevet den bevidste eller sjælsinspirerede metavoksne.

_________________________________

[1] Lloyd De Mause: The History of Childhood: The Evolution of Parent-Child Relationships as a Factor in History, p. 6.

_________________________________