Det samme gælder de religiøse love. Disse love gælder også for alle uan­set udvikling. Bjergprædikenen er et godt eksempel, for Kirken betragter den som bindende for alle − og samtidig ignoreres den totalt af alle. Det er ikke bedre i Østen, hvor Bhagavad-Gita kræver handling uden tanke for belønning af nogen art. Blandt hinduerne betragtes denne regel som alment gældende. Resultatet er en indlysende adskillelse mellem teori og praksis − ligesom i Vesten.

Hvis kristne mennesker virkelig handlede i overensstemmelse med læren i bjergprædikenen, ville samfundet ganske enkelt bryde sammen, for hvis et menneske straks gav en tyv sin kappe, når tyven stjal ejermandens frakke, ville resultatet jo være, at tyven gik godt klædt, mens det ærlige menneske måtte gå nøgen omkring. Og hvis et menneske, der blev slået på den ene kind, altid vendte den anden kind til, ville voldelige personer have frit spil. Det onde i samfundet ville sejre, og frihed, fremskridt og det gode i mennesker ville tabe.

Virkeligheden er heldigvis en anden end Bibelens krav og Kirkens forventninger, for samfundet gør konstant modstand mod det onde. Man slår ned på voldsmænd, og tyve spærres inde, men konsekvensen er, at når der ikke er overensstemmelse mellem teori og praksis − mellem levereglerne og det virkelige liv − så har man reelt ingen leveregler.

Det samme ser man i Østen, hvor Bhagavad-Gita kræver, at enhver handling skal foretages uden tanke på personligt tab eller vinding. Men hvis man forlanger, at et gennemsnitsmenneske skal arbejde uden at tænke på, hvad det selv får ud af det, lammer man dette menneskes handlekraft, for man fjerner motivet til handling. Hovedparten af menneskeheden har behov for et personligt motiv, der er stærkt nok til at inspirere til handling.

At arbejde uden at skænke gevinsten ved handlingen en eneste tanke betyder, at den personlige vilje bevidst er underordnet sjælens vilje. Og det medfører, at det højt udviklede menneske arbejder ligeså engageret til gavn for menneskeheden og planeten, som gennemsnitsmennesket arbejder for anerkendelse, magt eller penge. Det er en leveregel, men det er menneskets højeste leveregel. Hvis man stiller samme høje krav til et lavere udviklet menneske, giver man en leveregel, der er ubrugelig, og resultatet er ligegyldighed overfor levereglen.