Mennesker, der er nået til dette stadie i udviklingen kaldes disciple i åndsvidenskaben, for som Djwhal Khul fortæller, forsøger disciplen, uden lidenskab, smerte eller lidelse, at skelne mellem: Ret og uret, godt og ondt, lys og mørke i åndelig forstand, fængsel og frihed, kærlighed og had, introversion og ekstroversion (der er grund til at tænke dybere over denne dualitet), sandhed og usandhed, mystisk og åndsvidenskabelig viden, Selvet og ikke-selvet, sjæl og legeme.

Og denne dualitet bliver ekstra subtil, når man begynder at skulle skelne mellem primære og sekundære principper − sandhed i stort og i lille perspektiv − det, der er rigtigt for det enkelte menneske, og det der er rigtigt for andre − personligt ansvar og gruppeansvar − individuelle behov og gruppebehov, rigtigt og mere rigtigt … etc.

Mange andre dualiteter kan føjes til listen. Når disciplen har opdaget kendsgerningen om modsætningernes par, bliver det opgaven at erkende det, som ikke er nogen af delene. Det er ”den gyldne middelvej”, der åbenbares for den indviede i åndsvidenskab gennem virkningen af loven om frastødning, som åndsvidenskabeligt set sætter mennesket i stand til …

”− med begge hænder at skubbe det langt væk fra sig, som trænger ind på og tilslører den gyldne middelvej til lyset. For hverken til højre eller til venstre er der sikkerhed for det menneske, der søger den oplyste vej”.

Betyder denne sætning overhovedet noget for de fleste mennesker? Man kan jo selv forsøge at udtrykke kvalifikationerne på denne tredje eller midterste vej, der f.eks. hverken er lys eller mørk, og hverken er kærlighed eller had. Hvis man ikke klart kan forstå, hvad denne vej eventuelt kunne være, er det fordi, det først vil kunne erfares, når den øgede stimulering, der frigives i det indre på indvielsens vej, gør sin virkning.