På et tidspunkt kommer et menneske til et punkt i udviklingen, hvor det stilles overfor spørgsmålet om at følge overbevisningen om den indre lov i stedet for at følge impulserne til at følge en lavere vej. Det sker, når det er vokset til et punkt, hvor nye idealer tiltrækker. Her begynder det at forstå, at menneskehedens krav er større og vigtigere, end kravene fra de mennesker, det er knyttet til. Det er kommet til det punkt, som alle kommer til − et punkt hvor beslutningen om at følge det, der opleves som det rigtige, møder modstand fra omgivelserne − og hvor beslutningen om at følge det forkerte er let og anses for logisk af omgivelserne. Det er tegn på, at dette menneske er nået udover racens gennemsnitlige udvikling. Det, som for andre mennesker er rigtigt, er blevet forkert for dette menneske, der har set et glimt af en højere Lov.

Og her dukker spørgsmålet op:

”Vil man holde fast ved dette glimt, alene, uden hjælp, uden støtte?” ”Vil man følge samvittigheden, som kræver, at man skal gå sin egen vej, eller vil man følge masserne, som endnu står på et lavere udviklingstrin?” Det er den modiges valg. Man vil føle, at det er bedre at dø end at bøje sig for en lavere lov end den, som sjælen kender − og man tjener sin samtid og sin generation. Men tag ikke fejl. Det er lettere sagt end gjort. Den værste fjende er den indre fjende − ikke den ydre. ”Kan jeg virkelig have ret, når alle omkring mig siger, at jeg har uret?” ”Er det virkelig kun mig, der kan se, hvad der skal gøres?” ”Alle siger, at jeg tager fejl!” ”Er det ikke indbildskhed eller forfængelighed at sætte mit personlige valg op imod tidens og samfundets krav og forventninger?”

Denne indre fjende er værre end presset udefra, for det ydre kan man gøre modstand imod, men det indre undergraver selve styrkens inderste væsen. Men den tid vil komme, hvor man vil være i stand til at følge den indre stemme som den bedste vejleder, man har. Hvis stemmen fører på afveje, lærer man den rigtige vej at kende gennem sin fejltagelse. Det kræver mere end almindeligt mod, og det er sandt, hvad Giordano Bruno sagde, da han gik til bålet: ”At vide hvordan man skal dø i det ene århundrede, er at leve i alle kommende århundreder. Og på denne måde gav han en lektie i det, han kaldte ’det heroiske liv’.”

Det er bedre at forsøge og mislykkes, end slet ikke at forsøge. Det er den store inspiration for dem, der har opnået et glimt af det højere. Man skal følge sin egen højere natur, hvad den end måtte være, og uanset hvorhen den fører, for inspirationen kommer fra det højeste, der indtil nu er manifesteret i bevidstheden. At undlade at følge det højere er at være forræder mod sandheden, sådan som man selv ser den. Ved på denne måde at studere den guddommelige vilje i udviklingen, ved at forsøge at se, hvor man selv befinder sig på den lange udviklingsrejse, skal ethvert menneske til sidst blive sin egen højeste og endelige dommer over ret og uret.