Vyasa sagde: ”At gøre godt mod andre er ret, at gøre ondt mod andre er uret.” Kristus sagde: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne”. Men der er naturligvis grund til at se nærmere på dette budskab om moral og se, om det skal adlydes under alle omstændigheder.

Som leveregel i al almindelighed er svaret − ja! For den store masse – ja! Men skal præsidenter adlyde dette moralbud? Eller skal dommere gøre mod andre, som de ønsker, at de kriminelle skal gøre mod dem selv? Når en dommer har en morder på anklagebænken, og opgaven er at håndhæve landets love, kan dommeren så sige: ”Jeg må gøre mod morderen, som jeg ønsker, at han skal gøre mod mig, og jeg må ikke idømme en hård straf, fordi jeg vil nødigt selv have sådan en dom?”

Alle almindelige moralbud eller leveregler er begrænsede i rækkevidde, for de modificeres af forholdene. De er nemlig afhængige af menneskets profession. En almindelig borger har ikke ret til at indespærre et andet menneske, fordi det har handlet forkert, men det er dommerens pligt at indespærre en lovovertræder, hvis fængselsstraf er den fastsatte straf for forbrydelsen.

Et godt råd blev engang givet af Konfutse. Man spurgte ham:

”Hvordan skal vi forholde os? Findes der et ord, der definerer vores pligt? Skal vi gengælde ondt med godt, som den store vise Lao-Tze har sagt?”

Og Konfutse svarede:

”Er ›gensidighed‹ ikke det rigtige ord? Hvis I gengælder ondt med godt, hvordan vil I så belønne det gode? Gengæld godt med godt og ondt med retfærdighed”.

Det er statens lov. Loven om tilgivelse − loven om at gengælde ondt med godt − er loven for det menneske, der forsøger at leve et åndeligt liv. Det er en pligt på udviklingsvejen. Det er en pligt for en helgen eller en yogi. Det er loven for den individuelle adfærd, der løfter mennesket fra dyrestadiet til højere bevidsthed. Men for staten er det ikke en brugbar lov. Ingen nation kan med glæde tage imod en fjende, der angribe landet og behandler landets borgere efter forgodtbefindende. Ingen nation er nået til dette trin i udviklingen, hvor landets lov kan gengælde ondt med godt.

Derfor − når man har med moral at gøre, gælder det samme som for enhver anden videnskab − man skal bruge følelserne og forstanden og vurdere konsekvensen af sine beslutninger og lade det være ledetråden.