Lidelse
Modsætningernes par
Naturmennesket stifter eksempelvis bekendtskab med alkohol. Det synes om virkningen og bliver beruset. Men næste morgen vågner det med en voldsom hovedpine. Hvis tiltrækningen efter mere alkohol er stærkere end frygten for hovedpinen, bliver det ved med at drikke og drikke − indtil det måske dør af alkoholskader.
Efter døden får dette menneske overblik over forløbet og vil derfor konkludere: ”Jeg bliver syg af mit drikkeri. Det forkorter mit liv, og det skaber mange ulykker”. Og efter en eller flere af disse erfaringer lærer det, at alkoholisme er en forkert vej at gå, for den modarbejder udviklingen. Men indsigten kan ikke læres uden erfaringer. Man kan ikke erhverve sig viden uden at kende modsætningernes par, hvor det ene er godt og det andet er ondt. Naturmenneskets første udvikling er baseret på, at det samler erfaringer, som viser, at hvis man følger sundhedens lov betyder det lykke i fysisk henseende − at lade være betyder ulykke. Det samme gør sig gældende for alle andre mennesker, men det uudviklede menneske bruger meget lang tid til at lære denne lektie.
Lidelse i efterlivet
Af alle de problemer, der kan følge et menneske i livet efter livet, er følgerne af rusgifte som for eksempel alkoholisme og narkomani blandt de meget alvorlige. Selvom det fysiske legeme dør, er trangen til alkohol uformindsket, for trangen, begæret, længslen efter denne tilfredsstillelse stammer ikke fra det fysiske legeme men fra sanserne i astrallegemet − begærlegemet. Og hvis et menneske har været alkoholiker, lider det nu under et begær, der ikke længere kan tilfredsstilles. Lidelsen ved at være afskåret fra alle muligheder for fysisk tilfredsstillelse huskes af sjælen.
Trangen skal udsultes gennem ikke-tilfredsstillelse. Mennesket har dømt sig selv til denne udsultning. Og på denne måde indprentes det i menneskets permanente atom (hukommelse), at lidelse er forbundet med overdreven tilfredsstillelse af det fysiske legemes lidenskaber. Mennesket vender tilbage til den fysiske verden i det næste liv. Det samme gør trangen. Og efter mange liv skabes der en medfødt modstand mod ukontrolleret sansetilfredsstillelse.
Nogen tænker måske: ”Var det ikke bedre, hvis han blev sparet for denne lange lidelse og erfaring?” Svaret er nej, for man bliver ikke definitivt befriet for et begær, før man holder op med at begære det, som tilfredsstiller begæret, og denne lære, som lidelsen giver, dræber begæret, i modsætning til tvungen afholdenhed, som ikke dræber begæret. Derfor vil der fortsat være mulighed for at bukke under for fristelsen. At lovovertræderen rammes af den uerkendte lov, er derfor ren og skær barmhjertighed.
Når disse store sandheder bliver indlysende, forstår man, hvorfor moralen skal forandre sig i takt med det individuelle menneskes fremadskridende udvikling. Når man ser det uudviklede menneske handle forkert, når man ser ondskab – uanset om det er det uudviklede menneske, som er en anakronisme i et civiliseret samfund eller indfødte i urskoven, som lever under primitive forhold − forstår man, at dette menneske først er ved at lære moral, og det skal lære de moralske love ved at blive konfronteret med de lovmæssigheder, det ikke kender. Og på denne måde vokser mennesket gradvis ud af den moralløse tilstand og frem til begyndelsen af en mere moralsk tilstand. Til sidst har mennesket indprentet i sin inderste natur den forkerte adfærd, som det skal undgå.
|